Det har været den sjoveste og mest givende uge med badminton meget længe…..måske nogensinde!

Loading

TIRSDAG 12. DECEMBER 

Julefrokost kl 19.30 med “Tirsdagsholdet”….

…..efter en times spil selvfølgelig! 

Dorthe og Gitte havde forberedt maden, der var sponseret af Nikolaj, og dækket to rækker borde i klublokalet. Vi var ca 30 til spisning. Begge køn. 40 år mellem yngste og ældste. En del havde aldrig før været i klublokalet. Det var på tide, de blev budt indenfor! 

Tirsdagsholdet er klubbens største succes. Andre steder hedder det “Flexi Fjer”. Jeg sprang på for 4-5 år siden, fordi det er sjovt på den afslappede måde, og det er vokset i antal spillere for hvert år. Her er der begyndere som Tine, +55, der kun har spillet i ét år, og rutinerede som Gitte, Dorthe og undertegnede, der har spillet mere end 50 år. 

Torsdag er kommet til for ét år siden, og holdet tager ingen jule-, påske- eller sommerpause, men spiller hver uge! 

Forøvrigt var portvin, øl og sodavand og den hjemmelavede porsesnaps også sponseret, og vi havde en musikquiz undervejs. 

Nogle endte sent om aftenen tilbage i hallen med ketcher og bold! Der var jeg taget hjem. 


ONSDAG 13. DECEMBER

Sidste dag med skolebadminton i denne omgang. VBK har i efteråret besøgt 4 skoler, fem 3. klasser, tre 4. klasser, fem 5. klasser og fire 6. klasser,…og givet ca 100 undervisningstimer i badminton. Tak, Mathias! 


TORSDAG 14. DECEMBER

Genoptræningsbadminton på halvbane, nu krydret med halvbanekamp, med Steen om eftermiddagen samtidig med ungdomstræningen. 

Herefter skiftede han til tørt tøj og udførte sin trænergerning med 15 teenagere, mens Eva i den bagerste ende af hallen havde 10 små miniton’er og deres forældre i gang! Jeg elsker, når hallen er fyldt med larmende aktivitet. Det er en gave! 


LØRDAG 15. DECEMBER

“Åben hal” mellem kl 13.00-15.00. 

Steen og jeg skulle alligevel gennemføre vores træning af hans skulder, så hvad var mere naturligt end at åbne hallen gratis for alle. 

Vi var 10 ialt i de par timer. 


MANDAG 17. DECEMBER

Juleafslutning for ungdom kl 16.00-19.00. 

Eva havde forberedt og styr på det meste! Stor tak. 


Vi startede med en times juleturnering. Barn-forældre spil i 6 puljer med hver sin bane. Hvert par spillede minimum 3 kampe på tid – 6 minutter. Alle point blev lagt sammen og efter spil blev der kåret en vinder fra hver pulje/bane. 

Vinderne blev de 6 par, et par fra hver bane/pulje, hvis samlede point kom nærmest det hemmelige tal fra hver bane/pulje. Vinderne var altså langt fra de par, der scorede flest point. 

Der var ca 30 tilmeldte par. 

Bagefter var vi ca 90 personer til fællesspisning i forhallen. Tak til jer alle!❤️🙏🏻🏆


Jeg benyttede undervejs lejligheden til at samle forældrene og fortælle dem om det særlige ved badminton. De blev præsenteret for et oplæg, som Steen Fladberg og jeg er i gang med at udarbejde. Se foto og nederst…..⬇️⬇️. 


Spørgsmålet er jo, om vi, os i badminton, er gode nok til at vise vores sport og fortælle, hvad den kan. Det synes hr Fladberg og jeg ikke. Vi kan blive meget bedre, alle sammen. Det vil I høre mere om i foråret! 

Bagefter spillede jeg engelsk double med Steen, Adler og Bo Rafn. Ikke den store succes for mit vedkommende. Læg og ryg gjorde ondt. Det var svært bagefter at nå højre fod og få strømper og sko på. 



TIRSDAG 17. DECEMBER

Eiji Watanabe kom på besøg til aften i Den Store Hal for at spille med os på tirsdagsholdet. Ham har jeg tidligere skrevet om. Kort fortalt  – 51 årig japaner, ansat på et japansk universitet, i Danmark i et år for at studere den danske badminton kultur, mødte ham i juli, hvor min klub havde 15 japanere på besøg. 

Ovenpå gårsdagens smerter var jeg nødt til at tage smertestillende for at kunne spille. Sådan er det sommetider. 2 x 500 mg Panodil og 400 mg ibuprofen kl 12.00 og igen kl 18.15. Det hjalp! Jeg havde overhovedet ingen smerter. Vidunderligt igen at kunne bevæge sig relativt uhindret rundt på banen og bare nyde spillet – og blive en smule høj på egne stoffer. 

Vi spillede doubler i 2 timer og 30 minutter. 


Lars sagde bagefter, at det havde været hans bedste badmintonoplevelse og -aften nogensinde. Vi havde meget langvarige dueller, næsten lige som damedoublerne på tv. Jeg kan heller ikke huske at have haft det så sjovt før. 

Nogle gange rammer alle fire på banen deres peak, omverdenen forsvinder og man bliver ét med spillet, kigger på hinanden, snakker, griner, driller, kæmper og løber – og når bolde, man normalt ikke fanger! 

Dennis (og to andre) havde øl med, og direkte kommende fra banen, endnu stønnende og svedende, fik Eiji en Xmas i hånden. Dansk kultur i sin essens. Og selvfølgelig jokede vi også under kampen, som vi plejer, gjorde grin, snakkede skarpt men godmodigt henover nettet, som vi jo gør i dansk badminton, men ikke så mange andre steder! 

Eiji var sikkerheden selv. Typisk japansk spillestil. Han tog ingen chancer, var ret god i det flade og spillede uden den store variation i sit spillerepertoire, men dog med høj kvalitet. Variationen, det mere ustabile og chancebetonede spil stod vi tre danskere for. Helt klassisk dansk stil! 


ONSDAG 19. DECEMBER……

Og nu sidder jeg så her, langt over midnat, det er blevet onsdag, i min stue og beskriver min uge. 

Endnu uge med badminton. En af de bedste. Men mon ikke der har mange af den slags, som jeg så bare har glemt? Jo, mon ikke. 

Jeg er 58 år. Og stadig vild med den her leg med ketcher og fjerbold. Måske mere end nogensinde! Det er helt tosset. På den vidunderlige måde. 

Tak! 

Nå ja, og så var der jo lige også 5 dage med badminton på TV2 Sport!


Badmintonbladet   😍🎁🏆🙏🏻   Per Damkjær Juhl 


UDKAST

Forældre 
  
Piger og drenge, mænd og kvinder kan spille sammenDet gi´r dynamik, hygge og god stemning. I badminton ta´r vi mixeddouble seriøst og alvorligt. Vi lærer at bruge hinandens styrker. Kræver ikke særlige forudsætninger/let at komme i gang.
Det atletiske elementBadminton giver hurtighed, styrke, taktik, motorik, teknik, udholdenhed, kort sagt: Brug af hele kroppen – og hjernen! Badmintonspilleren er ofte stjernen i idrætstimen. Glæden ved at være i form.
Kammeratskab, makkerskaber og fællesskaberCitat fra badmintonspiller, der har deltaget i en holdkamp:
“Det har styrket glæden ved den oplevelse at være sammen om noget. Sammen med personer, som jeg ellers ikke ville være sammen med, hvis ikke vi havde den fælles glæde ved badminton.
Vi har noget til fælles: Glæden ved at lege og konkurrere, udfordre, grine, nyde, svede, kæmpe, vinde, tabe – og i kampens hede også diskutere.”
Vi spiller både individuelle turneringer og holdkampeSpillerne oplever både at lære at udvikle sig individuelt og samtidig være en del af et fællesskab
Udfordringer og læring hver weekendI Danmark er det muligt at konkurrere stort set hver weekend på alle niveauer, bl.a. via et klassifikationssystem, som for børnene har 6 niveauer, fra begynder til elite og som gør det muligt at få den rette udfordring
Badminton er en prisbillig sport En ketcher kan købes i mange prisklasser. Og den holder i mange år. Badminton kræver ikke særlig beklædning.
Badminton er motion for hjerte og hjerneAlle kommer til at svede, når bare modstanderen er lige god eller lige mindre god. Og hjernen bliver sat på prøve, når fjerbolden skal styres og skydes de rigtige steder hen. Badmintonspilleren får altid trænet de fleste kropsdele. 
Personlig udviklingUanset niveau vil de fleste være lidt nervøse i en kampsituation, ikke mindst da man jo ofte er alene på banen.
Og der er meget, der foregår i hovedet: Hvordan skal jeg holde på ketcheren, hvad nu hvis min modstander spiller mig i baghånden,  jeg skal huske at nå fjerbolden højt på nettet, han/hun på den anden side ser skarp ud, osv. Alligevel skal fjerbolden over!
Med andre ord: Spilleren i badminton kan lære at klare sig selv om han/hun er nervøs og føler et pres. For hvad er det han/hun skal gøre/ikke gøre, når der er nerver på. Den viden kan bruges resten af livet, f.eks. til eksamener, på date eller jobsamtaler.
RobusthedDet er et faktum, at vi ikke går gennem livet med lutter sejre. Med andre ord kommer vi alle til at tabe og have modgang. I badminton kommer vi også til at tabe kampe, måske mange. Det kan være svært i situationen, men det hærder også. Vi lærer at tackle det. At komme igen. For der kommer en ny kamp i næste weekend. Og det kan netop være et vigtigt bidrag til at styrke os som menneske.
Det taktiske elementDet spændende/taktiske/fascinerende “mand mod mand”, “kvinde mod kvinde”, “double mod double”: Hvordan får jeg det næste point:-)?

Eller sagt på en anden måde: “Du står alene på banen og må klare dig selv. Selv analysere, regne modstanderen ud og finde løsninger. Og nogen gange taber du, og nogen gange vinder du.

Men du lærer hver gang – også mentalt!
Idræt fremmer de unges mentale sundhed og modvirker mistrivsel (Sundhedsstyrelsen)Ingredienserne mod mistrivsel i idrætsfællesskaber: 1) Social forbundethed 2) Udvikling af kompetencer 3) Udvikling af selvtillid 4) Lystbetonet deltagelse 5) Tryghed og tillid i idrætsfællesskabet
At kunne et spil….Der kan komme perioder, hvor det ikke er lige sjovt eller andet, der trækker. Men det kan anbefales at holde fast. En dag flytter man til en anden by eller et andet land, og så kan man banke på døren til en badmintonklub, og med det samme vil man have et netværk. Især når man er en badmintonspiller fra Danmark 🙂

Læs også

To “ømme” veteraner • Ben Bechman om China Masters og World Tour Finals!

2 skadede veteraner, der bare har et stort behov for at spille lidt, også selvom …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.