2016 var et fantastisk år for dansk badminton, som i den grad manifesterede sig internationalt. Blandt de mange flotte resultater var eksempelvis OL-medaljer af sølv og bronze, og for første gang nogensinde vandt det danske herrelandshold Thomas Cup.
Fra d. 2. til d. 5. februar kan de internationale stjerner opleves, når DM i badminton spilles i Ceres Park Arena i Aarhus. Sammen med topspillerne på nationalt plan og unge fremadstormende talenter vil navne som Jan Ø. Jørgensen, Viktor Axelsen, Hans-Kristian Vittinghus, Joachim Fischer, Mathias Boe, Carsten Mogensen, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl levere badminton i verdensklasse.
For andet år i træk spilles DM i Aarhus, hvor Viby Badminton Klub, Aarhus Badmintonklub (AB) og Højbjerg Badminton Klub i samarbejde med Badminton Danmark står for det fire dage lange arrangement.
Sidste år var DM i Aarhus en stor succes såvel sportsligt som tilskuermæssigt, og i år bliver det endnu mere attraktivt for spillere og publikum, idet arrangementet er rykket over i Ceres Park Arena, hvor også Denmark Open i sin tid blev spillet, da Aarhus gennem fire år var vært og Højbjerg Badminton Klub stod for arrangementets praktiske afvikling.
– Med flytningen til Arenaen afvikles DM under optimale vilkår, siger Michael Locht, der er formand for Højbjerg Badminton Klub og med i den styregruppe, der står for afviklingen af DM, i en pressemeddelese.
– Vi glæder os til at præsentere badminton på allerhøjeste verdensniveau i attraktive rammer. For aarhusiansk, østjysk og midtjysk badminton er det en fantastisk mulighed for at vise vores sport frem. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi med DM i Aarhus håber at tiltrække børn, unge og såmænd også voksne og ældre til gavn for badmintonlivet ikke blot i de tre arrangørklubber, men forhåbentlig alle klubber i vores områder, fortsætter Michael Locht.
Udover selve det sportslige, er der under DM en række arrangementer. Sidste års succes med specialarrangement for skoleklasser bliver således gentaget i år. Flere end 700 skolebørn deltog i 2016, og målet for 2017 er selvsagt, at endnu flere deltager og fatter interesse for den forrygende fjersport, som i den grad har bragt Danmark på verdenskortet med masser af medaljer og titler gennem tiderne.
Herresingle: Jan Ø. Jørgensen (1. seedet), Viktor Axelsen (2. seedet), Hans-Kristian Vittinghus (3. seedet), Anders Antonsen (4. seedet).
Damesingle: Line Kjærsfeldt (1. seedet), Mette Poulsen (2. seedet), Natalia Koch Rohde (3. seedet), Mia Blichfeldt (4. seedet).
Herredouble: Mathias Boe/Carsten Mogensen (1. seedet), Mads Pieler Kolding/Mads Conrad-Petersen (2. seedet), Kim Astrup Sørensen/Anders Skaarup Rasmussen (3. seedet), Mathias Christiansen/David Daugaard (4. seedet).
Damedouble: Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl (1. seedet), Sara Thygesen/Maiken Fruergaard (2. seedet), Rikke Søby Hansen /Julie Finne-Ipsen (3. seedet), Alexandra Bøje/Lena Grebak (4. seedet).
Mixeddouble: Christinna Pedersen/Joachim Fischer (1. seedet), Sara Thygesen/Mathias Christiansen (2. seedet), Maiken Fruergaard/Søren Gravholt (3. seedet), Mai Surrow/Mikkel Mikkelsen (4. seedet).
Se her far John Ryevad 🙂 Skal du med ind at se badminton? 🙂