BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Indimellem Badmintonliga, Dubai og alle de andre turneringer for eliten, har amatørerne, de små, de unge og de tunge, det vil sige veteranerne, også været i spil.
Jeg har tidligere trættet jer læsere med mine skader, behandlingshistorik og ikke mindst alle de følelser og tanker, de har fremprovokeret.
Kort resume.
Først var der smerter i højre hofte og ned i benet. De skyldtes en kombi af en presset og udposende diskus i lænden og en slidt hofte. Diskussen har jeg fået styr på med én simpel, daglig øvelse. Og spørgsmålet er ikke om, men hvornår jeg skal have en ny hofte. Lysken er konstant øm og begrænsningen i bevægelserne er et dagligt irritationsmoment.
For en lille måned siden kom så også en fibersprængning i højre læg. Med optapening deltog jeg i den sidste holdkamprunde før jul på hjemmebanen i Vordingborghallen, den gamle dame fra 1951, på VBK’s serie 1-hold mod topholdet Herlufsholm, der på grund af nogle underlige op- og nedrykningsregler, endte med at rykke ud af Sjællandsserien. Nærmest lige så uforståelig som den den nye internationale turneringsstruktur. Landstrænere, giv os et simpelt forklarende diagram.
Nå, men ændrede bevægelsesmønstre grundet hensynet til fibersprængningen forårsagede i ugen efter holdkampen en irriteret og muligvis betændt slimsæk, også i højre side, i foden, helt præcis mellem achilles og hælknoglen.
Diagnosen blev stillet af fysioterapeut, lektor, klubkammerat og næsten nabo Jan Rafn mandagen efter holdkampen, hvor jeg dårligt kunne gå på grund af smerter. Hans ægtefælle, Anne, også fysioterapeut, kommenterede under undersøgelsen i deres hjem, at vi badmintonspillere er tossede og overskrider enhver fornuftig grænse i bestræbelsen for at forfølge passionen. Dog sagt langt mere diplomatisk og omsorgsfuldt.
Men det var det, hun mente, og det er jo det, vi gør. Overskrider de normale fysiske grænser og udsætter vore kroppe for belastninger, som ofte bare er alt for meget. Især i min/vores alder, way over the top, med en længere fortid end fremtid. Vi gør det igen og igen. I hvert fald en del af os. Vi kan ikke lade være.
Vi er nogle, der har et seriøst afhængighedsforhold med alle de symptomer, diagnosen afhængighed fremviser. Jeg kan se det, som tidligere misbrugskonsulent. Nedsat kontrol og fornuft. Ja decideret tab af kontrol og fornuft. Nedture i form af dårligt humør og fysisk ubehag ved ikke at få spillebehovet opfyldt. Craving, altså voldsom trang til at komme på banen igen på trods af rationelle modargumenter. Klassisk afhængighed.
Vi kan ikke modstå. Vi er udstillet og prisgivet vores afhængighed.
Findes der behandlingssteder og -metoder for badmintonafhængighed? Hjælper 12-trins-modellen? Kognitiv terapi? Hypnose? Akupunktur? En stærk ægtefælle, hvis man har en sådan? Fratagelse af badmintonudstyret? Bortvisning fra badmintonhaller?
Mine egne erfaringer med akkumulerende skader samt oplevelsen af hyppigere skader blandt de unge spillere på Team Storstrøms to ugentlige træninger, har fået os til at lave en aftale med omtalte Jan. Han vil for alle interesserede i vores område, uanset klubtilhørsforhold, alder og kunnen afholde et mindre foredrag i skadesforebyggelse og -behandling den 10. januar kl 16.30 i Vordingborghallen. Vi må alle lære. Det er ikke for sent. Heller ikke for de afhængige.
I Nykøbing Falster Fodboldklub har de for længst gjort noget ved skadesproblematikken. Deres ungdomsspillere er inddelt i tre robusthedskategorier og hver gruppe har blandt andet fået besked på udføre et forskelligt antal øvelser udover træningen, for at styrke kroppen og reducere skadesrisikoen.
Vi må lære de unge fra tidlig alder, hvordan de ved hjælp af nogle enkle øvelser, der kan foretages derhjemme, kan optræne robusthed og balance og herved forebygge skader. Vi gamle kunne også gøre noget.
Hvad sker der ellers hernede på Sydsjælland og øerne?
Team Storstrøms seks hold med spillere fra Gørlev(!), Stubbekøbing, Nr. Alslev, Præstø, Sydstevns, Dalby, Ønslev Eskildstrup og Vordingborg har alle været i spil. Med samlingen af spillere fra otte bonderøvsklubber har vi fået aktiveret enkelte isolerede spillere i nogle af klubberne og fået skabt nogle hold, hvor spillerne har fået mulighed for deltage på et højere niveau end på et klubhold, altsammen til gavn for samarbejdet på tværs, spilleglæde og udvikling. Pointen er: Det er svært at blive god og være god, hvis man er alene! Vi har brug for hinanden…
Igen i denne sæson rejser en gruppe lokale spillere til Mulhouse i Frankrig for at besøge Red Star Mulhouse (www.rsmb.fr). Syv unge og én gammel flyver til Alsace d. 15.-18. februar 2018.
På længere sigt arbejder vi på en skør ide – en badminton-, oplevelses- og dannelsesrejse til Japan i september 2019. Netop i den uge, hvor Japan Open spilles. En rejse på cirka ti dage, som vi forventer vil koste 10.000 pr. person, inklusiv fly, overnatning, delvis kost og diverse arrangementer. I TS har vi Kim, far til Sebastian, der har arbejdet i Japan og dermed har et stort kendskab og netværk.
Jamen, det er jo dyrt! Jo, men der er også lang tid til at spare op! Jamen, det er udenfor skoleferierne! Jo, men det de unge vil opleve, stifte bekendtskab med og møde af udfordringer vil jeg mene til fulde opvejer fem-seks dages fravær fra skole og uddannelse.
Til sidst en “julegave”, eller noget at tænke over til de voksne, især forældrene. Lad de unge selv poste på facebook om deres resultater. Lad dem selv skrive nogle begejstrede ord om deres præstation og med deres egen stemme udtrykke deres glæde og stolthed. Lad dem selv bestemme, tage ansvar og agere på deres egne handlinger.
Vi❤️badminton!
Glædelig jul.
Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
Team Storstrøm
