Julie Finne-Ipsens blog: Et træthedsbrud i foden er noget af en udfordring

Velkommen til min blog. Mit navn er Julie Finne-Ipsen. Jeg startede i mine unge dage i Ballerup Badmintonklub som 6 årig. Jeg har spillet i Værløse, siden jeg var 10-11 år, og der spiller jeg stadig. Jeg spiller desuden sammen med Rikke Søby, og sammen er vi aktuelt nummer 50 i verden. 

Det vart mega stort at være med til mit første Uber Cup før sommeren. Man kunne virkelig mærke den store betydning, det havde for en selv og de andre spillere. Jeg tror også, det var derfor, at der kom flere overraskelser. Netop det med at repræsentere ens land er helt enestående. Stemningen på holdet og ved turneringen generelt var også rigtig god. Vi var således gode til at bakke hinanden op og selvom, der forståeligt ikke var mange danskere i hallen, var der stadig en god stemning. Det var især tilfældet, når Thailand og Indonesien spillede. At vi så også præsterede så godt som hold ved næsten at slå Korea og ved at give Kina modstand, gav holdet et fedt boost. Undervejs var der nemlig flere flotte enkeltmandspræstationer, og jeg tror at disse blev gjort mulige grundet holdformatet og det at vi havde et stærkt sammenhold. Holdformatet gør bare noget ved folk.

Over sommeren spillede Søby og jeg så et par turneringer i henholdsvis Canada og USA. Her fik vi ikke rigtig præsteret særlig godt, hvilket jeg tror især handlede om ikke at være helt klar oppe i hovedet. Vi manglede nemlig lidt selvtillid og ville så gerne vise et godt niveau.

Træthedsbrud i foden

Da jeg så kom hjem fra disse turneringer mærkede jeg i uge 34 ved en træning, at der efter en øvelse var noget galt med foden. Fysioterapeuten fik dog gjort noget ved det, men dagen efter kunne jeg mærke, at det stadig gjorde rigtig ondt. Det blev dog først bekræftet i uge 36, at der var tale om et træthedsbrud i foden. Der tænker man virkelig, at det er så uheldigt, og at verden ikke er retfærdig. Heldigvis er jeg blevet hjulpet godt de forskellige steder med blandt andet at have fået taget røntgen hurtigt.

Det har imidlertid været en hård mental periode, da det både i blandt andet arbejds- og skolesammenhæng har været meget belastende at skulle gebærde sig rundt på krykker. Jeg er dog ikke så bange for, at jeg for hurtigt vil i gang igen og så får følgeskader. Jeg tager det således stille og roligt og har forhåbentlig lært lige at vente en uge længere, hvis det er det, der skal til. Jeg håber og tror da også på, at jeg relativt hurtigt kommer ovenpå igen.

Denne situation og hele 2018, som før denne også har budt på pauser grundet sygdom, betyder dog, at jeg glæder mig så meget til at komme på banen igen. Jeg har heldigvis aldrig været så skadet før, men denne periode får mig virkelig til at værdsætte, når jeg så endelig kommer ud og spille igen.