BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Badmintonstafetten og glæden ved bevægelse – legen gives videre til de yngste!
Børnehavebørnene stormer rundt i den store hal hver tirsdag formiddag og kender absolut intet til rangliste, regler, point, hurtig afvikling, forspændingshop (…..bruger man stadig den betegnelse forøvrigt?), feeding, greb, navn på ryggen, udstyr, coaching, klub og klubskifte, elite, udvikling, mål og midler og ambitioner…….
…..de vil “bare” lege og have det sjovt.
De bærer selv deres taske ind i forhallen og spiser deres medbragte madpakke efter de voksenstyrede aktiviteter.
I onsdags i Korup hallen, 6-7 km fra Denmark Open i Odense Idrætshal, så jeg en del forældre bære deres 13-15 årige børns taske, deres ketcher, deres vanddunk – og sørge for at stille den ved deres børns bane, såfremt de selv skulle have glemt den (som om en 20-30 minutters kamp afhang af tilførslen af væske i alle pauser!).
Kunne vi ikke starte med, at børn selv klarede det, selv sørgede for og bar deres udstyr?
Det starter når de er helt små – og de små børn i den store hal med den fantastiske akustik kan godt selv!
Jamen, så risikerer mit barn ikke at få noget at drikke under kampen! Rigtigt! Men det sker kun én gang. Derefter har den unge selv lært at sørge for det!
Og når jeg nu er i gang – hvad med at tale med den unge spiller om taktik etc før og efter kampen, og så glemme alt om coaching under kampen?
Hvad med at overlade kampen og søgningen efter løsninger til den unge?
Eller, som kompromis, lade coachingen overgå til den unges doublemakker, til klubkammeraten, så de unge både lærer at tænke selv under pres og lærer at analysere og rådgive under kampen?
Dengang jeg var ung – meget længe siden, ca 40-45 år, med “11/15 pointsystemet og kun point i egen serv”* – var der én pause, hvor man kunne modtage råd, nemlig mellem anden og tredje sæt.
Dengang var der meget få forældre med og én person havde ofte ansvaret for en større gruppe, og kunne derfor af naturlige årsager ikke rådgive (“coaching” begrebet var ikke opfundet) alle, ja nærmest ingen.
Vi klarede det selv. Også at huske at fylde drikkedunken op og få noget at spise.
Vi var sammen med kammeraterne og elskede frirummet…..uden forældrene.
Min far var med nogle gange. Mest som chauffør. Min mor så mig måske spille max 10 gange i sit liv.
Jamen, det er jo længe siden og vi er kommet videre! Det hedder udvikling. Rigtigt! Men ikke alt forældes og bliver ugyldigt med tidens gang. Noget gør. Men ikke alt.
Hov, jeg var lige ved at glemme “*”
Med det tidligere score-/pointsystem kunne man udelukkende score point ved først at vinde serven og dernæst i en egen serv vinde den næste duel. Vandt man ikke duellen i egen serv fik man intet point. Modstanderen fik heller ikke et point.
Det samme var selvfølgelig tilfældet i doublerne, som var lidt mere specielle og havde to server – en til hver, før serveretten overgik til modstanderparret. Og man skulle altid starte i lige side, uanset hvilken score man havde! Jo jo. Det er ikke løgn. Der lyder helt skørt.
Var dette pointsystem ikke blevet ændret, havde dagens kampe udviklet sig til timelange begivenheder.
Under TUC20 i Aarhus spillede første damedouble i finalen mellem Japan og Kina en kamp på næsten 2 timer. Og i søndags ved Denmark Open varede finalen i herresingle 93 minutter.
Ved VM i 2017 varede finalen i damesingle mellem Okuhara fra Japan og Sindhu fra Indien 110 minutter! 1 time og 50 minutter – 21-19 / 20-22 / 22-20 – – tak til Badminton Statistics (Twitter: @BadmintonStats)
Det er vildt!
Badmintonbladet.dk / Per Damkjær Juhl
