Lee Chong Wei jagter endnu flere titler

Loading

I Lee Chong Weis univers har det været en ørkenvandring de seneste mange måneder. Ingen Superseries-titler. Men søndag stod han igen øverst på podiet, og han har fået smag for det igen.

Datuk Lee Chong Wei har været igennem en problematisk tid. 8 måneders doping-suspendering og -dom. Dårlige resultater i Korea, Japan og Danmark. Uenighed med Morten Frost. Alligevel lykkedes det den tidligere verdensetter at vifte al modstand til side i den franske hovedstad. Han blæste den forsvarende mester Tien Chen Chou af banen i vanlig, overlegen stil.

– Jeg har ikke haft gode resultater i de seneste måneder. Dette er min første Supeseries-titel i år, og jeg har stadig Kina og Hong Kong Open tilbage. Jeg ønsker at spille bedre endnu og få en Supeseries titel mere, erkendte en optimistisk Lee Chong Wei overfor Badzine efter sin sejr.

Der bliver diskuteret på de sociale medier, om den stille malaysier har vundet 39 eller 40 Superseries titler – det afhænger af, om man regner Superseries-finalerne med. Et ganske fantastisk antal under alle omstændigheder.

– Denne sejr giver mig tro på tingene for resten af året.

I French Open-finalen viste han noget af sit særkende – ekstrem hurtighed kombineret med finter og dominerende angreb. Den erfarne nationalhelt var total ovenpå, men alligevel var han ved at lukke Tien ind i kampen i andet sæt.

– Jeg mistede fokus i andet sæt. Jeg ville vinde og det førte til, at jeg begik fejl, fortalte Lee Chong Wei, som vandt med 21-13, 21-18.

Der er først Superseries igen fra d. 10. november, hvor China Open spilles i Fuzhou.

Kilde: Badzine.net

Læs også

Tre nye nørdede facts om badminton

Vi har her samlet tre nye nørdede facts om badminton, som du kan underholde med …