Live fra Jakarta: Stemningsrapport fra kvartfinalerne

Jeg er nødt til at glemme danskheden lidt og tage de indonesiske briller på i stedet for, når jeg skal beskrive stemingen i Istora Stadium. Selv om vi selvfølgelig holder med danskerne, så er det trods alt ikke dem, der er mest i fokus, når der sidder 5.000 fanatiske fans og hepper. Det er forståeligt nok. På vores hjemmebane hepper vi jo også mest på vore egne.

Eksplosiv start på dagen
Indonesiens stjernedamedouble Greysia Polii og Nitya Krishinda Maheswari skulle op mod andenseedede Luo Ying og Luo Yu fra Kina. Selv om de to indonesere har det med fra tid til anden at tage pyntet af kinesiske damedoubler, skulle de alligevel stramme sig fodt an for at komme sejrrigt ud af dagens opgør. Og det var lige præcis, hvad de gjorde. Efter en lille times spil var sejren hjemme i to sæt, og ved første øjekast så det ikke ud til, at Polii og Maheswari egentlig forstod, at de lige havde sendt favoritterne ud. Larmen var enorm. Publikums jubel nåede nye højder. Det føltes som om, at taget lettede på hallen.

Jan lagde en dæmper på publikum
Hvis damedoublen fik de indonesiske fans til at gå i ekstase, så var Jan Ø. manden, der fik dem ned igen. Jan var oppe mod den unge komet Christie Jonatan, som allerede havde leveret et af sine bedste resultater inden dagens kamp. Han kunne ikke yde Jan den store modstand, og danskeren sejrede relativt nemt i to sæt. Dette kunne høres på publikum, der nok var med deres landsmand, men det lå i luften fra første duel, at Jonatan ikke havde nogen chance. Lidt synd for ham og indoneserne, men som dansker glædes jeg selvfølgelig over, at Jan er videre til semifinalen.

Blandede indonesiske damesingler
Der var to indonesiske damesingler i kvartfinalerne i dag. Lindaweni Fanetri skulle op mod Ratchanok Intanon, og hun blev blæst ud af banen, for nu at sige det på en pæn måde. Blot 7 og 6 points fik hun skrabet sammen, og man kunne nemt ane et opgivende suk fra de mange fremmødte fans.

Anderledes var det med stemningen og spillet i den anden damesingle, Maria Febe Kusumastuti, der var oppe mod Yui Hashimoto fra Japan. De to spillede et brag af en kamp, og heppekorerne gave den vild gas hele kampen igennem. I tredje sæt var Kusumastuti foran med 16-10, men hun havde bare ikke mere luft i sig. Japaneren åd sig stille og roligt ind på hende, og publikum gjorde alt for at råbe deres heltinde frem til sejr. Begge spillere endte med at have matchbolde, og indoneseren var flere gange nede at ligge på gulvet, forbi hendes kræfter ganske enkelt var sluppet op. Jo mere træt hun var, jo vildere reagerede publikum for at pace hende frem. Skuffelsen var derfor enorm, da det var Hashimoto, der kunne trække sig sejrrigt ud af kampen med 22-20 i tredje sæt. Men sikke en kamp, og sikke en stemning!

Pligtsejr i herredouble
Mohammad Ahsad og Hendra Setiawan gave publikum lidt igen ved at gøre deres pligt og besejre japanerne Hiroyuki Endo og Kenichi Hayakawa i deres kvartfinale. Med to gange 21-16 var der aldrig reel tvivl om kampens udfald.

Anderledes var det i den grad i den anden kvartfinale med indonesisk deltagelse. Wahyu Nayaka Arya Pankaryanira og Ade Yusuf var oppe mod Ko Sung Hyun og Shin Baek Choel fra Korea, og det var en drabelig dyst, de fire spillere leverede. Al støtte og support var selvfølgelig rettet mod de to unge indonesere, og taget lettede flere gange undervejs i kampen; sikke en larm, sikke en heppen, sikke en masse jubelskrig hele kampen igennem. Jeg ærgrede mig sikkert lige så meget som alle indonesere i hallen, da det blev koreanerne, der hev stikke hjem til sidst. 24-22 i tredje sæt blev det efter en meget tæt affære, der kunne være gået til hvem som helst.

Scenariet var det samme i Indonesiens sidste forsøg i herresingle. Ginting Anthony, der frister en tilværelse som nr. 166 i verden var oppe mod nr. 9, Kento Momota fra Japan. Ikke mange levnede den unge indoneser mange chancer, men publikum var i den grad med ham og leverede igen en stemning og støtte, der kan gøre enhver danske misundelig. Desværre kunne Anthony ikke levere overraskelsen og måtte strække våben med et hæderligt nederlag i tre sæt.

Så set med indonesiske øjne var det alt i alt en fin dag. Ingen tabte nogle kampe, de ikke måtte tabe. Til gengæld vandt damedoublen en kamp, de måske ikke burde. Når jeg spørger indonesenre omkring mig, er de alle meget tilfredse med kampenes udfald i dag – også selv om jeg er fra samme land som en af dem en af deres spillere tabte til. Men det tager vi i stiv arm. De kan heldigvis glæde sig over nogle gode badmintonkampe i stedet for at græde over at have tabt. Det er en rigtig god attitude, og det er med til at gøre, at badmintonglæden bare stråler ud af dem.

Jacob Christensen – live fra Jakarta