Danish Junior Open i badminton afvikles i den kommende weekend, og fra fredag til søndag vil der bliver afviklet omkring 1.100 kampe i single og double i både Stenvadhallen og Farum Arena.
Mange deltagere
Det vil være 13. gang, at Farum Badminton er vært for Danish Junior Open, hvor der er tilmeldt 575 unge i alderen fra 11 til 17 år fra hele Europa samt fra Indien.
– Der er tilmeldt deltagere fra 10 lande, og knapt 200 af deltagerne skal overnatte på Lyngholmskolen i forbindelse med stævnet, fortæller Lisbeth Hoffmann fra Farum Badminton til Furesø Avis.
Frivillige hjælpere er glade
Et arrangement af den størrelse kan kun gennemføres, fordi der er opbakning fra mange frivillige.
– Mange af hjælperne har deltaget i flere år, og selv om der skal lægges mange timer, siger hjælperne samstemmende, at det er fantastisk at være med.
Kom og kig
Kampene afvikles i Stenvadhallen samt i Farum Arena i hal 1, 2 og 3. På finaledagen søndag spilles blot i Farum Arena, og alle badmintonnysgerrige er velkomne.
– Alle er velkomne til at komme forbi og se på kampene, der er gratis adgang, fortæller Lisbeth Hoffmann.
Se programmet for Danish Junior Open 2015.
Kilde: Furesø Avis