Per Damkjær Juhl: Genvisit til Reunion

Hvor de danske stjerner rejste til Asien for at spille India, Malaysia og Singapore Open, fløj jeg på genvisit til Reunion hos Christophe Saglio. Christophe var formand i Red Star Mulhouse i Frankrig, dengang jeg spillede for klubben i 90’erne og 00’erne.

Reunion er en lille fransk vulkanø, beliggende ca 9.500 km syd for det hvide hus i Vordingborg og ca 800 km øst for Madagaskar i det Indiske Ocean. Øen besøgte jeg første gang på samme årstid i 2015 med min ældste søn. På denne 14 dages påskeferie var yngste søn med.

Læs også: Badminton-rejse: Hold fast i begejstringen

Naturligvis medbragte jeg mine badmintonsko og ketchere, ja ikke bare det, men hele badminton bag’en. Den følger mig næsten overalt. Som en del af identiteten. Som en forlængelse af kroppen.

Bien sûr skulle jeg da igen spille badminton i de fugtigvarme omgivelser. Trods efterårets komme (Reunion er på den anden side af ækvator) var der 28-30 grader med høj fugtighed. Jeg skulle spille med dem, jeg mødte for to år siden i den asfalterede hal med fugleklatter på banerne, og som efterlod et varigt minde i langtidshukommelsen om svedfyldte sko, ømme lægge og indtag af lokal rom i diverse hjemmelavede versioner stadig iklædt dryppende badmintontøj.

I de to mellemliggende år, fra påsken 2015 til i dag, har vi i Sydsjælland, Lolland og Falster fået søsat og opbygget Team Storstrøm, ansat Jacob Oehlenschlæger og Line Damkjær Kruse, afholdt en masse både ugentlige og regelmæssige træninger og arrangementer, nået op på 11 medlemsklubber, i marts 2017 modtaget 50.000 kr fra Vordingborg kommune – og tæt på fremover at være selvfinansieret, mødt mange lokale unge badmintonspillere, forældre, trænere, frivillige og engagerede klubfolk, og ikke mindst, med en gruppe fra ungseniorholdet på 10 unge fra 5 lokale klubber i februar 2017 været i Frankrig på besøg i Red Star Mulhouse, som her i april er arrangør af UEM for juniorer/U19.

Set retrospektivt har vi nået temmelig meget, som frivillige, entusiastiske tosser, udover den normale hverdag med familie, venner, arbejde, opdragelse, indkøb, madlavning, have, Netflix, møder (og mange af dem, alt for mange!), øvrig klubarbejde, egen træning, holdkampe og og og… Det kan vi godt tillade os at være stolte over.

I samme periode, fra 2015 til i dag, har jeg lagt krop til diverse behandlinger, senest af hr. Dünweber fra Brøndby centeret, og af ham fået diagnosen “slidt højre hofte” og “en discus mellem 4. og 5. ryghvirvel, der presser på nerverne”, deraf de konstante strålende smerter ned i højre ben. En simpel rygøvelse, gentaget 30 gange hver 2.-3. time, har siden fjernet stort set alle strålende smerter i løbet af et par uger, og det er vidunderligt, ikke kun at få en god nattesøvn tilbage, men tillige den tidligere bevægelighed og ikke mindst et relativ smertefrit liv. Så smertefrit det nu kan blive som 52 årig og stadig være ret så aktiv.

Skaderne, revnerne og arvævet på sjælen undervejs i det langvarige smerteforløb, og generelt i livet, holder jeg helt ude af regnskabet, og vil nøjes med at konstatere, at det koster at udfordre perceptionsfiltrene og den søvndyssende comfortzone og leve ¯\_(ツ)_/¯ og dermed komme ud i eller i nærheden af tilværelsens randzoner, hvor man tvinges til at tænke over de store eksistentielle emner – liv og død, kærlighed og lidelse.

Tilbage til virkeligheden. Ned på jorden.

Min søn Malthe og jeg ankom til Reunion efter 11 timers flyvning, tog på et 2 dages vandretur i Mafate, et kæmpe vulkankrater midt på øen med Christophe, før jeg en uge senere var tilbage i den omtalte asfalterede hal for at spille badminton.

At spille på den store udebane, om det så er på Superseries niveau eller på en primitiv badmintonbane på en afsides liggende ø, er også et kulturmøde.

Jeg har mest bevæget mig i den franske badmintonverden og haft mange kulturclash, -oplevelser og -erkendelser. I forhold til franske spillere (og franskmænd i det hele taget) er vi danskere knap så elegante og høflige, noget bondske, meget direkte, udfordrende og ironiske i væremåde og i besiddelse af en selvsikkerhed og kritisk indstilling, som stråler ud af os. Førhen kunne det provokere mig vildt, når jeg i single mødte en franskmand, som bad om at spille bolden om, når han var i tvivl om en kendelse ved linierne på egen banehalvdel. Mere end en gang har jeg småaggressivt på primitivt fransk/engelsk spurgt “in ou out?”. Og gentaget det, gerne med et rystende hoved og nedstirrende øjne, selvom det tydeligvis var ubehageligt for modstanderen at blive afkrævet en kendelse. Den typiske, danske direkthed og manglende høflighed henover nettet viser sig også på andre måder. “Vi” kigger i øjnene, betvivler den andens kendelser, også selvom bolden tydeligt er inde, bare for at provokere og udfordre, vi snakker og kommenterer, gerne på dansk for lige at give den en tand ekstra, og tro mig, “de” forstår udmærket, hvad “vi” siger og at “vi” er ubehøvlede. “Vi” kommer generelt med den her attitude, at “vi” er de bedste i Europa, at “vi” ved bedst og ser lidt ned på “dig/dem”. Jeg ved det godt, det er generaliseringer, men prøv for et øjeblik at kigge indad.

UEM i Frankrig viste imidlertid, at andre nationer er stærkt på vej, i hvert fald i nogle aldersklasser og kategorier, og udfordrer danskernes føreposition. Blandt seniorerne har Danmark fire herresingler højt på verdensranglisten, men i herresingle for “Junior/U19” dominerer andre lande, herunder Frankrig. De unge kvinder er til gengæld godt med. I U15 var danskerne tidligere på året dominerende, i Europa vel at mærke, men hvordan ser niveauet egentlig generelt ud for Danmarks ungdom? Hvordan har vi klaret os gennem årene og specifikt i de sidste år til UVM og UEM? Har vi bredden til fortsat at producere eliten? Medlemsnedgangen er endelig stoppet, men hvordan fordeler antallet af medlemmer sig aldersmæssigt i forhold til tidligere? Hvordan ser det ud med antallet af klubber og er der ændringer i den geografiske fordeling, og mere specifikt, er der områder i Danmark hvor badminton er svagt repræsenteret? Er der nogen, der har svar på de spørgsmål? Eller må jeg selv grave…?

Nå, men på vulkanøen havde Christophe og jeg mange badmintonsnakke om klubkultur, fx konstant at være opmærksom på udvikling og rekruttering af frivillige, overtagelse af gode spillere fra mindre klubber, og på hvilke måder den nye klub kunne “betale” tilbage, og i større perspektiv om Danmark og europæisk badminton. Han har jo trods alt 20 års erfaring med klubudvikling som tidligere president for Red Star Mulhouse – fra den blev grundlagt i 90/91 til den i dag er en af Frankrigs største med bl.a. eget akademi. De tanker vi kom frem til i fællesskab skriver jeg om en anden gang.

Desuden tilbragte jeg nogle sjove timer på banerne med de lokale spillere, som ikke så ofte møder “nyt” blod på denne isolerede ø. Vi legede. Vi konkurrerede. Jeg forsøgte at opføre mig ordentligt, skrue ned for arrogancen og spare på ironien, som en god ambassadør for mit dronningerige.