Med otte semifinalepladser så det lyst ud for de danske titelchancer i Iceland International, inden finalebilletterne skulle deles ud. To spillere klarede sig gennem nåleøjet og får søndag muligheden for hæder på vulkanøen.
Julie Dawall har slået to seedede spillere ud og har endnu til gode at afgive sæt i turneringen. Finalen bliver mod finske Airi Mikkela (6), der spiller for Triton Aalborg. Finnen vandt turneringen i 2014, men det vil være velkomment med en første international sejr til Julie Dawall.
Kim Bruun har ligeledes vundet Iceland International tidligere. Det var tilbage i 2010 – den præstation deler han med blandt andre Joachim Fischer og Niels Christian Kaldau. Søndag får han chancen igen. Semifinalen vandt TSS’eren ubesværet over David Kim Kristensen med 2 x 21-13.
Finalemodstanderen er portugisisk. Han hedder Pedro Martins og er seedet 7’er – en enkelt placering højere end Kim Bruun.
Se alle resultater fra Iceland International 2016