Kjeldsen om den nye rangliste: Jeg har det svært med minuspoint

Loading

 DGI Badminton og Badminton Danmark er i gang med at finpudse den nye rangliste, som fra 1. juli træder i kraft. Michael Kjeldsen, der er sportschef for ungdom og senior i Højbjerg og i år vandt Badminton Danmarks Talentpris, har en blandet opfattelse af den nye rangliste, fortæller han til BadmintonBladet.

Grunden til, at man laver den nye rangliste er, at man vil lave en fælles liste for alle registrerede spillere i Danmark. Umiddelbart mener Michael Kjeldsen, at den nye rangliste ikke vil ændre det helt vilde:

– Overordnet set tror jeg ikke, at den nye rangliste ændrer de store ting. Men idet man har indført minuspoint, når man taber kampe, vil nogle måske tænke sig om en ekstra gang, før de stiller op.

Et af problemområderne ved den gamle rangliste var, at den kunne siges at være god for de spillere, der spillede rigtig mange turneringer. Kjeldsen mener, at den nye rangliste vil hjælpe på dette problem:

– Før i tiden har der altid været en uhæmmet belønning, hvor man bare kunne stille op i en masse turneringer i seniorregi. Der kunne man håbe på en 3-4 gode lodtrækninger og resultater, og så kunne hente en masse point. På den måde kunne man samle point nok til at rykke op og så få bank, når man kom derop. Derfor var det mere et system, der belønnede flid end kvalitet. Dette vil man ikke kunne mere.

– Minuspoint er svært at forlige sig med

Det element vil man nemlig fjerne med den nye rangliste, hvilket Kjeldsen mener er en god ting:

– Jeg synes det er fint, da man ikke vil se spillere, der spiller rigtig mange turneringer mere. For eksempel råder jeg spillerne i Højbjerg til at spille 11-14 turneringer.

Grundlæggende har man altid givet point på den gamle rangliste. Elementet med, at man nu kan få minuspoint, har Kjeldsen derfor svært ved at vænne sig til:

– Der er dog en ærgerlig ting, synes jeg. Man kan nemlig få minuspoint, hvis man tabter til nogle, der er dårligere end en selv. Det synes jeg er ærgerligt. Det er dog bedre, end hvordan det startede med at være, da man først præsenterede listen. Jeg har det nemlig lidt svært ved, at man kan blive straffet ved at spille badminton. Det kan nemlig godt skabe frygt hos visse spillere, der kan blive bange for at tabe, hvilket nogle i forvejen er.

Svært at lave det anderledes

Hvordan man kan gøre det uden at have disse minuspoint, er dog et godt spørgsmål ifølge Kjeldsen, der også er spændt på at se, hvordan enkelte ting bliver ført ud i livet på den nye rangliste:

– Jeg har dog ikke en anden løsning. Man skal jo have en rangliste, der kører i det uendelige. Og ranglisten tror jeg hjælper på, at folk ikke bare spiller en masse turneringer. Hvis man ikke er god nok, får man nemlig ikke nok point.

Han fortsætter:

Jeg glæder mig desuden til at se, hvordan ranglisten kommer til at virke i praksis. Der er visse ting, jeg stadig undrer mig over, men jeg tænker, at det kommer i den næste måneds tid, når listen bliver gjort helt færdig. For eksempel har jeg visse spørgsmål om, hvordan det kommer til at virke i holdregi.

Den nye rangliste træder som nævnt i kraft fra den 1. juli.

Læs også

Badmintonligaen: Højbjerg uden chancer

Oddsene var i den grad ikke med Højbjerg Badmintonklub, da de torsdag aften tabte 5-1 …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.