Foto @ Annette Vollertzen

Badmintonligaen: Emil Holst nøglen til Skovshoved-finaleplads

Loading

På Krøyersvej spillede Skovshoved på hjemmebane returopgør mod Greve i DM-semifinalen i Badmintonligaen. Skovshoved vandt første semifinale i Greve med 4-0, så Greve var presset inden dagens opgør.

Første kamp var i herresingle, hvor Emil Holst fra Skovshoved mødte Brice Leverdez fra Greve. Holst hev sejren i Greve efter tre tætte sæt i tirsdags, så der var lagt i kakkeloven til en spændende affære. En nøglekamp for Greve at vinde. I starten af kampen fulgte de to spillere hinanden, dog med Emil Holst med et lille overtag. Holst var foran med 11-8 ved opholdet i 1. sæt. I anden halvdel af 1. sæt fik Emil Holst presset Brice Leverdez med et tungt pres fra baglinjen. Det kunne franskmanden ikke stå imod og derfor løb Emil Holst med 1. sæt 21-15.

I 2. sæt fik Brice Leverdez en fremragende start og kom foran med hele 9-2. Det så ud til at ryste Emil Holst en smule. Leverdez var foran med hele 11-4 ved opholdet i 2. sæt. Skovshoved-spilleren fandt aldrig rigtig rytmen i 2. sæt og Greve-spilleren sad tungt på begivenhederne. Leverdez vandt 2. sæt med 21-16. Vi skulle dermed have et 3. sæt ligesom i Greve.

I 3. sæt fortsatte Leverdez sit momentum og Holst kunne ikke finde melodien i sit spil. Ved sidebyttet i 3. sæt var Greve-spilleren foran med 11-7. Det blev en nervepirrende afslutning på denne herresingle-kamp. Emil Holst indhentede stille og roligt Leverdez´ føring. Holst kom foran med 18-17 efter 4 vundne bolde i træk. Skovshoved-hallen var ved at koge over, da Emil Holst fik 2 matchbolde ved stillingen 20-18. Her var Holst iskold og udnyttede den første matchbold til kæmpe jubel for hele hallen og Holst selv. Flot comeback af Skovshoved-spilleren.

Greve stadig med i kampen
Samtidigt med herresinglen var der gang i herredouble. Her stillede Mads Conrad-Petersen op uden sin normale makker i Skovshoved Carsten Mogensen. I dagens anledning spillede han med Stefan Andersen. De mødte det stærke hollandske par Jacco Arends/Jelle Maas fra Greve. Her var Greve-parret svage favoritter. I starten af sættet bølgede spillet frem og tilbage med mange flotte og lange dueller. Hollænderne gik til ophold med en snæver 11-10 føring i 1. sæt. De to par fulgte hinanden hele sættet igennem, hvor der specielt var gode servemodtagninger fra begge hold. Hen mod slutningen af sættet kom hollænderne et par point foran, og det hentede Conrad/Andersen ikke. 1. sæt gik til det hollandske Greve-par med 21-16.

I pausen blev Stefan Andersen tapet sammen, men lige lidt hjalp det for Conrad/Andersen. Arends/Maas havde overtaget. Greve-parret var foran med 11-5 ved opholdet og den føring blev ikke hentet igen af skovserne. Greve-parret vandt 2. sæt med 21-8. Dermed var Greve stadig med i kampen om et Golden Set. Stillingen var nu 1-1.

I tredje kamp mødte to gamle kendinge i form af Christian Lind Thomsen fra Skovshoved og Joachim Persson fra Greve hinanden. Et meget interessant opgør på papiret, og denne kamp skulle Persson vinde, hvis Greve skulle gøre sig forhåbninger om at tage sejren i dag. De to spillere spillede mange flotte dueller med Persson en anelse i front hele tiden. 11-9 var Persson foran med ved opholdet i 1. sæt. Efter opholdet var Persson stadig en anelse foran hele vejen, men Christian Lind kæmpede godt for sagen. Ved stillingen 20-17 var Lind Thomsen nede at kysse gulvet op til flere gange men på mirakuløs vis vandt han stadig duellen. 1. sæt endte med en sejr til Persson på 21-18.

I 2. sæt fik Christian Lind en god start og kom foran med 7-5. Derefter fik Persson bedre styr på det, og kom foran med 11-8 ved opholdet. Efter opholdet fortsatte Persson sin dominans. Greve-spilleren vandt 2. sæt med 21-14 og sikrede dermed Greve en 2-1 føring.

Skovshoved kørte sejren hjem
I mixeddouble var Skovshoved kæmpe favoritter. Joachim Fischer/Christinna Pedersen stod over for Mikkel Delbo Larsen/Ditte Søby Hansen. I Greve fik Delbo/Søby ørerne i maskinen, og det skulle vise sig at gå lige sådan i dag. Fischer/Pedersen vandt 1. sæt med 21-16. I 2. sæt var Fischer/Pedersen lige så dominerende og vandt sikkert med 21-9. Stillingen var nu 2-2 inden de sidste par kampe.

Dermed kunne Kamilla Rytter Juhl/Anne Skelbæk fra Skovshoved sikrer dem en finaleplads ved at besejre Isabella Nielsen/Rikke Søby Hansen fra Greve i damedouble. Skovshoved-parret fik en rigtig god start og bragte sig foran med 5-0. Rytter Juhl/Skelbæk var foran med 11-6 ved opholdet i 1. sæt. Efter opholdet var der kun et par på banen og det var Skovshoved-parret. De vandt 1. sæt med hele 21-8. I 2. sæt styrede Skovshoved parret også og vandt sikkert med 21-17 til massiv jubel og klapsalver i Skovshoved-hallen

På nabobanen var rutinerede Tine Baun fra Skovshoved igang med at besejre Michelle Skødstrup fra Greve. Baun havde vundet 1. sæt og var foran med 6-5, da kampen blev afsluttet.

Skovshoved er dermed klar til Guldkampen som bliver spillet torsdag d. 24. marts. Modstanderen blev enten TSS eller Værløse. Det bliver afgjort på søndag.

Emil Holst var efter kampen selvfølgelig meget glad for sejren.

– Det var rigtig fedt at spille her i dag og der var en rigtig god stemning i hallen. Det er fedt at slå Brice for anden gang i denne uge. I tirsdags spillede jeg uden pres, da han var favorit, så i dag skulle jeg vise at det ikke var en tilfældighed, at jeg vandt sidst. Nu glæder jeg mig rigtig meget til Guldkampen, som bliver min første, fortalte Emil Holst til Badmintonbladet.dk efter kampen.

/Anders Jensen/Badmintonbladet/

Læs også

Persson er træner for stort indisk liga-hold: Boe og jeg lagde planer for alle auktions-scenarierne

Joachim Persson er blevet træner i den nyligt etablerede klub i den indiske badmintonliga Pune …

En kommentar

  1. Emil du spillede en rigtig god kamp (-:))