BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Nyheder, fortællinger og refleksioner fra udkanten!
BØRNEFESTIVAL. FRIVILLIGHED I.
I 12 år har VBK bidraget med frivillige ved afviklingen af Danmarks største børnefestival, Vilde Vulkaner Festival, som i år fandt sted tirsdag, onsdag, torsdag og fredag i uge 27.
Festivallen startede i 1995 med 1.100 gæster.
I år var der 11.628 gæster (total udsolgt!…..og sådan har det været i de sidste mange år!) fra 213 institutioner med børn i alderen 7-14 år på festivalpladsen. Børnene og de medfølgende pædagoger havde 2-3 overnatninger i telte, egne eller lejede, på kommunens største folkeskoles arealer samt noget af naboen, kasernen, der med krigen i øst måske igen er vakt til live efter flere års tornerose- og “hvad skal vi dog med forsvaret” søvn!
Det er 10. gang, jeg havde ansvaret for frivilligheden og VBKs indsats. Vi tyvstartede faktisk, som vi plejer, med madpakning søndag kl 10.00 i uge 26! Her stod over 20 frivillige klar.
I år var vi ialt 74 frivillige om de sædvanlige tre opgaver – 1)madpakning (over 2 dage a 3 timer) og 2)madudlevering (torsdag 06.30-09.00 og 11.00-13.00 og fredag 06.30-09.00), samt 3)bemanding af og salg i frugtbod (tirsdag 14.30-22.30, onsdag 10.00-24.00 og torsdag 9.00-24.00).
Madpakningen til over 11.000 gæster omfattede bla 1563 pakker rugbrød, 2407 pakker toastbrød, 2484 dåser makrel, 2488 æsker pålægschokolade og 4110 liter mælk, samt cornflakes, havregryn, sukker, marmelade, tomater, agurker, æbler, leverpostej, kyllingepålæg, smør og rosiner.
Derudover var der ca 1.400 frivillige på hele festivalpladsen, et par deltidsansatte og én fuldtidsansat.
I gennemsnit har der i VBK-regi været ca 55-60 frivillige årligt, og lidt flere efter corona.
Flere frivillige med færre timer fra hver enkelt. Konkrete, nøje beskrevne og tidsbegrænsede opgaver til alle.
Min søgning efter hjælpere begyndte allerede i januar.
Mindst halvdelen har intet med badmintonklubben at gøre, en stor del er gengangere fra tidligere år, og så er der altid 10-15 helt nye, som bare har hørt, at jeg mangler frivillige.
Ingen er nogensinde udeblevet uden afbud, og kun ganske få har meldt afbud. Én denne gang!
Det vidner om stor, lokal ansvarlighed og engagement fra nærmiljøet – i min gruppe kom kun 5 personer fra bopæl mere end 40 km herfra, hos de frivillige, der som betaling kun modtager gratis entre.
Jeg synes, det er imponerende.
Det er frivillighed i højeste potens. Den eksisterer stadig.
Når jeg ser på min egen gruppe, og generelt på staben af frivillige, ser jeg flest over 50 år. De store generationer, der er opvokset i en tid med traditionelle og få foreningstilbud.
Hvad mon der sker, når de aldersgrupper lader sig pensionere fra frivilligheden?
DEN GAMLE HAL. SMERTE I.
…..taget i brug i 1941, færdigbygget og indviet i 1951.
På byrådsmødet onsdag den 26. juni besluttede et flertal bestående af Socialdemokratiet, De Radikale, SF og 3 løsgængere at processen med at afhænde (sælge), underforstået nedrive Vordingborghallen starter med udgangen af 2024.
Der er åbnet en lille kattelem for, at hallen kan blive overdraget, såfremt der skulle vise sig en gruppe af interesserede personer og foreninger. Dog er betingelserne for en evt overdragelse meget ubekendte. Gruppen har travlt. Der er 6 måneder til at få klarlagt overdragelsesbetingelser – fx lokaletilskud, fremtidige støttemuligheder, økonomi, jura, drift osv osv.
Men!
En æra er ved at løbe ud…..
Den store hal har været et vartegn i byen i over 70 år og står stadig stort set uberørt med sit originale interiør og udtryk.
En bygning er en fysisk manifestation af kultur.
Man kan jo også spørge sig selv, hvilken slags by, man helst vil vandre rundt i, bo i? Hvilken slags by man befinder sig bedst i? Hvorfor byfornyede man hele det indre København og Frederiksberg – og brugte hundredevis af millioner herpå? Hvorfor rev man ikke de gamle, umoderne boligkarréer ned?
Fordi gamle bygninger, der er vedligeholdte, giver stemning, giver liv, summer af historier, varme, værdi og ægthed….autensitet.
Fordi vi helst vil leve i den slags omgivelser.
Derfor rejser vi til Rom og Paris og elsker brosten. Prøv at besøge Svendborgs bykerne og tag derefter metroen ud i Ørestaden og mærk efter! To yderpunkter.
En æra er snart slut.
Det gør fandme ondt.
Nok mest på dem, der har haft deres barndom i byen, i klubben, i hallen og aldrig har spillet andre steder. De findes i min klub. Også på min alder. Men også på en tilflytter som undertegnede med “kun” 18-20 år i byen.
Hvor skal badmintonklubben og de andre brugere af hallen hen?
Vi ved det ikke! Ingen kan svare!
MIN EGEN SOMATIK. SMERTE II.
“Hvis jeg står op en morgen og det ikke gør ondt nogen steder, så er det fordi jeg er død!”
Jeg har besluttet.
Processen, der blev pauseret i 2018, er genoptaget.
Der er brug for en ny højre hofte. Det gør ondt nu hele tiden i højre lyske og balle. Det stråler ned i benet. Det kniber nu rigtig meget at få strømper og sko på højre fod. Og løfte foden, når bukserne skal på! Jammer. Ynk. Jeg ved det. Det skal stoppe.
I starten af august er det tid til en ny røntgen. Arbejdspladsen er naturligvis orienteret.
Badmintonven og fysioterapeut (og lektor) Jan Rafn var tilbage på arbejde efter 6-7 uger, da han fik savet det slidte lårben af og fik en ny “knogle” af titanium banket ned i den resterende lårbensknogle, der efterfølgende blev trykket op i noget plasticlignende materiale, som erstatning for lårbenshovedet. Under lokalbedøvelse naturligvis. Han ville følge med, af faglig interesse. Han er robust. Også mentalt!
At være uden smerter og have mere bevægelighed glæder jeg mig allerede til. Til den tid kan jeg forhåbentlig også undvære de 3-4 puder, jeg efterhånden sover med om natten, og formodentlig stoppe helt med tage iprener og panodiler for at kunne spille badminton!
Jan fortalte mig allerede i 2018, hvilke muskler, bla gluteus medius (den mellemste ballemuskel 😉), jeg med fordel kunne træne for at lette operation (hos Jan gik de ind i hoften via GM) og genoptræning. Dem har jeg nu trænet i 6 år. Kroppen og jeg er klar…..Descartes dualistiske tankegods!
Min operation tager jeg dog under fuld narkose. Ikke noget med at kigge på og mærke, se, høre og lugte, hvordan de saver, rusker og banker. Så robust og interesseret er jeg slet ikke!
FRIVILLIGHED II.
Dette års organisering af VBKs indsats ved Vilde Vulkaner blev min sidste gang.
Engagementet i VBK bliver også fremover reduceret. Ret meget.
Hvorfor nu det?
At være aktiv deltagende i at holde en klub og en kultur kørende, at vedligeholde sammenhæng og fællesskab, få nye ind i det samme, fx via en bestyrelsespost, kræver energi og motivation.
Kommunens udmeldinger vedr vores elskede hal har trukket ekstra på de indre batterier, uden at der rigtig er blevet tilført energi. Man kan ikke tappe af flasker uden at der sker regelmæssigt påfyldning. På et tidspunkt er flasken tom.
Der må nye kræfter til.
Forhåbentlig findes de.
Måske skal de bare have plads?
Måske vi “gamle” bare skal flytte os og give dem plads? Ligesom træer skal fældes, før nye kan få sollys og vokse sig store.
Det får nogen mulighed for nu.
Man må ikke tro, at man er uundværlig.
Man må helst ikke gøre sig uundværlig.
Man skal helst være så fremsynet, at man har afløserne klar.
Man skal være klar til at afgive og dele rampelyset. Ellers kan det gå galt.
Det vil tiden vise!
Badmintonbladet ❤️ Per Damkjær Juhl
