Det er nu sikkert, at Emil Holst kommer til at afløse Jan Ø. Jørgensen som dansk deltager ved VM i badminton, der begynder om knap en måned.
Efterudtagelsen af Emil Holst sker på baggrund af Jan Ø. Jørgensens skade og efterfølgende afbud til VM tidligere på måneden. Det er lykkedes Badminton Danmark at låse Jan Ø. Jørgensens plads til VM, indtil det var sikkert, at pladsen ville gå til Emil Holst og ikke til en herresinglespiller fra en anden nation, skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.
– Det betyder meget. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg blev rigtig glad, da Kenneth (Jonassen, red.) fortalte mig nyheden om, at jeg skulle med til VM. Jeg blev lidt overrasket, men også lidt spændt, for der er kun en måned til nu, men jeg glæder mig bare rigtig meget. Det bliver noget af det største, jeg kommer til at spille i min individuelle karriere med mindre, jeg kommer med til OL, siger 26-årige Emil Holst.
Holst ligger pt. nummer 38 på verdensranglisten og skal sammen med Viktor Axelsen, Anders Antonsen og Hans-Kristian Solberg Vittinghus repræsentere Danmark i herresinglekategorien i Glasgow.
– Jeg er rigtig glad for, at vi får Emil med. Emil har niveauet til at drille de allerbedste. Han kan slå en af de seedede spillere, og det har han vist henover de seneste seks måneder, så vi kan godt tillade os at have nogle forventninger til ham, siger cheflandstræner Kenneth Jonassen.
I løbet af VM-træningen, der begyndte for tre uger siden, har Emil Holst fungeret som sparringsspiller for de herresinglespillere, som allerede var udtaget til VM, og her har han knoklet på med høj intensitet, så han er fysisk klar til mesterskabet.
VM 2017 spilles fra den 21.-27. august i Emirates Arena i Glasgow, Skotland.