Sådan sagde HK og Viktor efter sejrene

BadmintonBladet fangede Viktor umiddelbart efter hans tresætssejr over Son Wan Ho:

“Jeg er selvfølgelig rigtig glad, fordi jeg trækker det længste strå. Jeg synes, det viser min fysiske styrke, jeg er ved at få opbygget. Så jeg er glad for, at jeg formår at holde hovedet koldt, men jeg ville gerne have været foruden at skulle bruge energi i tredje sæt,” sagde Viktor til os.

Med udgangspunkt i at vi alle forventede, at Chen Long ville vinde i dag og dermed være klar til Viktor i morgen, fortsatte Viktor:

“Nu skal jeg hjem og se noget video. Jeg slog ham sidste gang, og så må jeg se, hvad der virker, og hvad der ikke fungerer. Jeg ved også godt, at Chen Long har været godt forberedt, så jeg skal hjem og læse lidt på lektion og først of fremmest nyde dagens sejr.”

Efterfølgende skulle det vise sig, at Chen Long faktisk tabte sin kamp i to sæt, så nu skal Viktor op mod Xue Song i stedet for.

Meget tilfreds Vittinghus

Vi fangede også Hans-Kristian Vittinghus, som spillede mod indiske B. Sai Praneeth i en kamp, der gik lidt frem og tilbage med en stor sætsejr til hver i de to første sæt og så et noget tættere tredje sæt.

“Jeg synes, jeg havde svært ved at finde den rette længe i første sæt. Jeg får spillet for kort og for passivt. Jeg troede ikke, han var så god i offensive, som han var,” sagde HK efter kampen.

“Jeg synes, jeg fik justeret rigtig godt i andet sæt og fik sat lidt mere maskering på mine slag fra forbanen, og det gjorde, at han ikke kunne komme ind under bolden lige så godt nede bagved. Og så fik jeg styr på min defensiv.”

“Det, der var nøglen til, at jeg vandt, det var, at jeg fik bedre fat i spillet på forbanen. Så snart jeg styrede den, havde han det svært, og så snart jeg gav lidt slip deroppe, var det mig, der havde problemer.”

Spænding til det sidste

Om HK var sikker på sejren, havde han følgende kommentar til:

“Jeg følte ved 10-3 (i tredje sæt, red.), at jeg havde styr på det spillemæssige, men når du kommer op på 16-16 og spiller om en All England-kvartfinale, så er der også nerver, der spiller ind. Der skal så lidt til, før det tipper rundt der, så jeg vil bestemt ikke sige, at jeg følte mig i kontrol derinde.”

“Jeg synes, jeg havde kontrol over, hvad jeg skulle gøre, og det lykkedes jeg med til sidst.”

I morgen skal HK op mod Marc Zwiebler fra Tyskland, en spiller, han umiddelbart står okay til.

“Vi (Marc og HK, red.) har haft rigtig mange tætte kampe mod hinanden, og han er en af dem, jeg har spillet mod allerflest gange. Det er altid pissehårdt for os at spille mod hinanden for at sige det ligeud. Han er en fighter, og jeg er en fighter, så det bliver en hård, lang kamp.”

“Det er selvfølgelig en god mulighed for at gå i semifinalen, men omvendt er det også en god mulighed for Marc. Han er nok heller ikke utilfreds med, at det er mig, der står på den anden side i forhold til, at det kunne have været Lee Chong Wei,” sluttede en glad og meget tilfreds Vittinghus.

Læs også

Ustoppelige Axelsen uddeler tæsk igen

Viktor Axelsen var endnu engang suveræn, denne gang i første runde ved Indonesia Masters. Axelsen …