Spredte tanker om fejltrin og oplevelser

 

Udgivet første gang i BadmintonBladet den 7. december 2016 

At kaste sig ud i noget nyt giver både positive og negative oplevelser. Succes og nederlag. Op og nedture. Vi gør ting. Vi forsøger. Vi laver fejl. Sådan er livet jo også. Solen skinner ikke altid fra en skyfri himmel. 

Fejltrin I Team Storstrøm har vi været nødt til at aflyse en kommende træningsdag lørdag den 7. januar, da der samme dag/weekend var et begynderstævne i Præstø, trænerkursus i Stubbekøbing og kredstræning i Lolland-Falster Kredsen. Dårlig planlægning. Vi checkede ikke ordentlig efter, da vi fastlagde datoen. Vi er ikke etableret for at konkurrere med eksisterende tilbud. Team Storstrøm skal være et ekstra tilbud. Ikke en konkurrent. 

Udvikling og Jacob Oehlenschlæger – eller som vi kalder, mr Miyagi 

Jacob Oehlenschlægers tre timers ugentlig træning i Vordingborghallen er sportsligt en super succes og deltagerantallet vokser stadig. Men set strengt økonomisk en underskudsforretning, hvilket dog var kalkuleret. Alt i dette administrationstunge, djøfficerede samfund behøver ikke at blive målt udelukkende efter en økonomisk skala. 

Vi har med mennesker at gøre. Unge mennesker, som vi – lige som alle klubber og foreninger forsøger ikke bare at udvikle badmintonmæssigt, men også som mennesker. Det ved jeg også er Jacob Oehlenschlægers indgangsvinkel og synspunkt. 

For kun ganske få udvikler sig og bliver virkelig dygtige badminton spillere i toppen af Danmark. Men alle har de gavn af at lære at øve sig, disciplin, koncentration, hårdt arbejde, repetition, samtidig med at det hele foregår i en gruppe- og social optik. De lærer at indgå i en gruppe, indordne sig, tage hensyn og sætte egne behov på stand by og at samarbejde om både et individuelt og fælles bedste. 

De øver sig på livet. Generelle, almene egenskaber, kompetencer og erfaringer, som ikke bare børn og unge, men alle kan bruge i deres liv, også udenfor badmintonsfæren. 

Ved det godt. Jeg er oppe på den helt store klinge. 

Træerne vokser ikke ind i himlen Af og til har jeg også dage, hvor jeg ikke orker mere Team Storstrøm. Ligesom med de fleste andre ting i livet, så kan jeg have mindre gode dag. Men denne tilstand holder ikke ved i ret lang tid ad gangen. I de perioder er det især nødvendigt med gode mennesker omkring sig – i Team Storstrøm lig med en god styregruppe og engagerede forældre, som ikke alle i samme øjeblik er ramt på motivationen, og på den måde holder vi samlet set gejsten og gryden i kog. 

Fra idé til handling En spontan idé hos Suzanne Wittrock og jeg for et par måneder siden om en udlandstur for en gruppe udvalgte Team Storstrøm-spillere er nu fastlagt til en rejse til Mulhouse i Frankrig fra den 16.-19. februar 2017. 

10 unge fra Nykøbing Falster, Præstø, Stubbekøbing og Vordingborg, tre forældre og undertegnede besøger Red Star Mulhouse, en klub jeg skrev om i et tidligere indlæg. Endnu et eksempel på, at vi i fællesskab kan noget sammen, som er sværere for den enkelte klub. 

Potentialet I vores område med 260.000 indbyggere ligger der et enormt potentiale. Der var mange pæne resultater i denne weekend ungdomsmesterskaber. Vi kan godt. Vi skal tro på det og fortsætte med udvikle både spillere, trænere, klubber og fællesskaber. 

Mine egne badminton tanker. Mit eget lille liv 

Jeg bliver ved med at spille badminton, fordi træningens uforanderlighed på en måde bringer mig tilbage dengang, jeg var barn og ung, og verden var fuld af muligheder. I den verden cyklede jeg 3-4 gange om ugen ned i den gamle badmintonhal på Østerbrogade, tømte sportstasken, skiftede tøj, legede og hyggede og fordrev tiden, varmede op, lavede øvelser, spillede kampe, afprøvede teknikken og taktikken. 

Og til sidst i denne uforanderlige række af handlinger tog et brusebad og lod trætheden, ømheden og smerten løbe ud i afløbet sammen med shampooen, mens mit hoved var tomt og frit og føltes let, og alt var perfekt. 

I dag gør jeg fortsat det samme. Nogle gange om ugen føler jeg mig som den dreng, jeg var for mange år siden. Oveni træthed, ømhed og smerte og “tomheds- og næstenlykke tilstanden” er angsten kommet til i min alder. Den kendte jeg ikke til dengang, for som dreng er man udødelig. Nu ved jeg, at jeg ikke har tid nok til alt det, jeg gerne vil. 

Per Damkjær Juhl Vordingborg Badminton Klub Team Storstrøm