Hans-Kristian Vittinghus. Foto @ Badmintonbladet

VM: Vittinghus tæt på perfekt

Loading

Efter at Hans-Kristian Vittinghus røbede sin rygskade i går, er der sikkert mange fans, der ikke turde have de største forventninger til danskerens kamp mod Sho Sasaki fra Japan i dag.

Men Vittinghus er på rekordtid kommet sig over skaden, og mod japaneren leverede han en præstation, der stort set var perfekt.

– Det var en fantastisk godt kamp. Jeg ramte et rigtig højt spillemæssigt niveau, og mentalt var jeg også rigtig god i dag og tacklede de få dårlige perioder, der var, sagde den danske herresingle til TV2 Sport efter kampen.

Hårde odds
Det var ellers hårde odds, HK var oppe mod. Sasaki havde vundet samtlige tre indbyrdes opgør inden kampen i dag, så der skulle kæmpes, hvis danskeren skulle vinde i dag.

Og det var netop, hvad danskeren gjorde. HK lagde hårdt ud og bragte sig hurtigt foran med 8-1 i første sæt. Desværre stod den kort tid efter 8-8, og man tænkte pludselig, om danskeren kunne komme mentalt tilbage igen.

Det kunne han, og med en god serie på fem points var sættet nærmest afgjort. HK vandt med 21-15.

Overlegen stil
I andet sæt fik Sasaki ikke et ben til jorden. HK var bagud 0-2 men tog så de følgende ni points og kunne gå til pause med en 11-5-føring. Det chok kom japaneren sig aldrig over, og Hans-Kristian Vittinghus kunne køre en stensikker sætsejr på 21-10 hjem.

– Det var tæt på en perfekt præstation, så jeg er rigtig, rigtig glad, sagde Vittinghus.

Ryggen generede ham heldigvis ikke, og HK har også arbejdet meget med hans mentaltræner, fordi forberedelserne ikke har været helt optimale. Danskeren følte sig derfor meget velforberedt til at kunne tackle de dårlige perioder, der nu måtte opstå undervejs i kampen.

– Når du møder verdensklassespillere, så vil der komme problemer, lige meget hvor godt man spiller, men når de kommer, så handler det om at tackle dem så hurtigt som muligt, og det var det, jeg lykkedes med i dag, sluttede en meget glad Vittinghus fra Jakarta.

Lin Dan venter
Nu venter den femdobbelte verdensmester Lin Dan i tredje runde. HK har aldrig slået kineseren, der fører 3-0 i indbyrdes opgør.

Men Sho Sasaki førte også 3-0 mod danskeren, og han tabte i dag. Så måske skal Lin Dan ikke være så sikker på, at komme videre til kvartfinalen.

Se programmet for herresingle her.

Læs også

Verdensmesteren Viktor

Finalerne til VM i badminton blev her til eftermiddag spillet, og det blev med den …