Line Nørgaard og Nanna Vestergaard vandt deres kamp for Højbjerg. Foto @ Richard Skovby/DK Sportsfoto

Badmintonligaen: Højbjerg sloges godt mod mestrene fra Greve

Loading

Det var mestrene fra Greve Strand, som Badmintonligaens formodede bundhold, Højbjerg, tog imod torsdag aften på Hjulbjergvej. Det kunne ligne et ulige match, men der blev kamp til stregen.

Greves helt fra guldkampen, Joachim Persson, så ikke stærk ud i sidste kamp mod Værløse, og han lagde også svagt ud mod Højbjergs Kasper Dinesen i 2. herresingle. Persson kom dog igen, efter blot at have skrabet 11 point sammen i først sæt. Dinesen sloges godt for sagen, men den rutinerede Greve-mand trak det længste strå og vandt med 11-21, 21-15, 21-17.

– Min fysiske form er fin nok, men det betyder en del, når der mangler bare 2% fart i spillet. Jeg møder samtidig en modstander, som er virkelig boldsikker og god til at finde linjerne, fortæller Joachim Persson til Badmintonbladet.dk efter kampen.

I damedouble havde Højbjergs Nanna Vestergaard og Line Nørgaard held med at holde de unge modstandere, Michelle Skødstrup og Isabella Nielsen, fra fadet. Det sluttede meget lige, og Grevespillerne følte sig bortdømt på matchbolden, men faktum blev, at rutinen sejrede også her. Cifrene blev 21-14, 25-23. Dermed var stillingen 1-1.

Anden runde satte Greve sig hurtigt hårdt på. De internationale islæt med 1. herresinglen Brice Leverdez og herredoublen Jacco Arends/Jelle Maas levnede ingen tvivl om, hvem der var stærkest. Begge kampe blev afgjort i to sæt. Stilling: 1-3 til Greve.

I  tredje runde havde Højbjerg forhåbninger til mixeddoublen med Jakob Staael og Emilie Juul Møller. Det var med god grund. Efter et lige første sæt mod altid stabile Mikkel Delbo og hans purunge makker, Ditte Søby, rykkede århusianerne fra i andet sæt. Sejrscifrene blev 21-19, 21-8.

Derpå var det op til Højbjergs Alexandra Bøje og Greves Clara Azurmendi at afslutte badmintonfesten med damesingle. Alexandra Bøje på 15 år er et af Danmarks største pigetalenter, og Azurmendi på 17 år er ubetinget Spaniens største ungdomstalent. Spanieren har allerede en del international seniorerfaring og et par år mere på bagen, så Grevespilleren var favorit. Bøje fulgte pænt med i første sæt, men blev kørt over i det andet. Cifrene blev 21-18, 21-12.

Dermed fik mestrene tre point og sin første sejr på 4-2 på tavlen. Selvom Højbjerg sprællede godt, så var forskellen for stor.

– Jeg synes, at vi har en spændende sammensætning af spillere på holdet. Det er tydeligt, at det kribler i de unge for at få lov at spille, men det lægger et pres på de mere rutinerede spillere – at vi SKAL vinde vores kampe. Vores målsætning er at fighte os igennem grundspillet, og så es hvor langt det rækker i slutspillet. Vi kan godt blive et ubehageligt hold at møde, og det er før set, at unge spillere udvikler sig eksplosivt i løbet af nogle måneder, afslutter Joachim Persson.

Han når at tilføje, at Rikke Søby Hansen snart forventes tilbage efter nogle måneder med rygproblemer. Persson selv forlod Højbjerg umiddelbart efter kampen, da han skal spille turnering i Kharkiv imorgen over middag. Læs mere om Persson og Fladbergs vanvittige rejseprogram til Kharkiv International – imorgen.

 

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …