Indrømmet, brasiliansk badminton er ikke just det, der trækker flest overskrifter. Fra de kanter plejer det at være samba, fodbold og Neymar, der er de største samtaleemner.
Men der er en enkelt brasiliansk spiller, der får sin store drøm opfyldt ved dette VM. Sidste år var der hele seks brasilianske spillere med til VM i Ballerup, og det var en kæmpe oplevelse for dem. I år er der kun to spillere med, og den ene af dem er Daniel Paiola på 26 år.
Han startede med at spille badminton som 13-årig, og hans store idol allerede dengang var Lin Dan. Og efter at have vundet sin førsterundekamp mod Østrigs David Obernosterer i dag skal han nu møde netop Lin Dan i anden runde.
– Jeg spiller for min mor og min bror. Min far døde, da jeg var et år gammel, og min mor har altid hjulpet mig meget med badminton og betalt for min træning i Portugal, siger Daniel Paiola til BWF.
Brasiliansk landsholdstrøje
Brasilianeren mødte i 2011 en anden af sine store idoler, Peter Gade, ved VM i Paris 2010. Nogen vil måske kunne huske, at han inden kampen dengang overrakte en brasiliansk fodboldtrøje til Gade, hvor han havde fået trykt danskerens navn på ryggen.
– Jeg mødte mit ene store idol, Peter Gade, i 2010, og nu skal jeg møde mit andet store idol, Lin Dan. Det er min anden store drøm, der går i opfyldelse, siger Paiola.
Lin Dan bliver dog ikke indehaver af en brasiliansk fodboldtrøje. Daniel Paiola fortæller nemlig til BadmintonBladet.dk, at han bare nøjes med at bytte trøje med ham. Det er vel også okay en okay deal.
Kilder: BWF, Daniel Paiola