Danmarks bedste mixdouble, Joachim Fischer Nielsen og Christinna Pedersen, var ude i en sand gyser i deres kamp i anden runde ved Denmark Open i dag.
På den anden side af nettet stod et japansk par, der ligger nummer 81 i verden, Kento Kazuno og Ayane Kurihara. Danskerne var med andre ord favoritter.
Og favoritsejr blev det da også til i første sæt, der gik overraskende let til Joachim og Christinna. Blot 8 points levnede de deres modstandere. Men herfra blev resten af kampen et drama uden lige.
Tæt til det sidste
På intet tidspunkt i andet sæt var føringen på mere end to points til det ene af parrene. De fire spillere bød hinanden op til højeste klasse, og bedst som hele hallen håbede på dansk sejr, var det japanerne, der tog sættet med 22-20.
Dramaet fortsatte i tredje sæt. Først var Kazuno og Kurihara foran med fire – så var det Joachim og Christinnas tur – men det hele endte lige så tæt som andet sæt. Heldigvis set med danske briller, var det Joachim og Christinna, der var bedst, og på deres anden matchbold i den tætte kamp tog de sejren på 22-20.
Dermed er de klar til kvartfinalen i morgen, hvor de skal møde Cheol Shin Baek og Yoo Jung Chae fra Korea – det var dem, der ekspederede verdensetterne fra Kina ud tidligere i dag.
HÃ¥ber at de kan lægge det hele bag sig og fighte igennem i morgen! 🙂