BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Det er derfor jeg gør det, derfor jeg bliver ved og derfor jeg gang på gang bliver overbevist om, at det er det helt rigtige for mig. Det er når 1+1 bliver til 3, at jeg bare ikke kan lade være med at elske min profession. Når jeg i en stille stund reflekterer over mit virke og stiller mig selv spørgsmålet; “hvorfor er du træner?”, så er det dét, der er den afgørende faktor – når helheden overgår summen af de isolerede indsatser. Den synergieffekt der kan opstå, når alt spiller sammen og udmønter sig i noget større.
Forleden oplevede jeg det i forbindelse med vores afslutningsarrangement i anledningen af klubmesterskaberne i Skælskør Badminton Klub. Spillere, forældre og ansatte gjorde det i fællesskab til en helt unik oplevelse, hvor der var; liv i hallen, sportslig fairplay og gejst på banerne samt en altoverskyggende rummelighed med plads til alle. Opgaven blev løftet og perfektioneret af alle. Lige fra elitespilleren, der hjalp og rådgav den 7-årige nybegynder, til forældrene, der havde sat dagen af til at lave lasagne og hjælpe til i køkkenet. Ingen kunne have løftet opgaven alene, men i fællesskab blev det til en uforglemmelig dag og aften med; god stemning, dejligt samvær og hvor der herskede en positivt smittende adfærd, som vidnede om, at foreningslivet og frivilligheden muligvis er udfordret, men bestemt ikke uddød! Der var i den grad tale om et samspil mellem en række faktorer, der i skøn forening forstærkede og styrkede hinanden med et slutresultat langt større end summen af de enkeltes bidrag.
På individniveau er det i allerhøjeste grad også dét, der kan få mig til at yde det ekstra, engagere mig ud over det forventede og løbe det stærkere – nemlig effekten af et succesfuldt og effektivt samspil imellem træner og spiller. Når helhedens samlede indsat er større end summen af den indsats, der lægges af træner og spiller, så bliver dét, det hele værd og som træner er det noget, der kan gøre en helt “høj”. Jeg forestiller mig, at det må være lidt ligesom narkomanens fix, når det først er prøvet én gang, efterlades man i en rus og med et ønske om at opleve det igen. Opleve at det hele går op i en højere enhed og at samarbejdet matcher på alle niveauer. En samhandling, hvor der i fællesskab er et forstærkende syn samt et virke og drive, der næsten usynligt skubber udviklingen og effekten heraf til usete højder.
I forbindelse med bl.a. Team Skælskør camp har jeg haft fornøjelsen af at opleve, hvordan synergieffekten gav træningsmiljøet en ekstra dimension. Det står helt klart i min erindring, hvordan den anden hovedtræner, Peter Steffensen, og jeg, for nogle år siden, kiggede på hinanden og stillede spørgsmålet; “får vi virkelig løn for det her?”. Vi havde haft en god opstart og spillergruppen var blevet rystet godt sammen og midt inde i campen, var det som om, at alle brikker faldt på plads. Den enkelte spiller arbejdede målrettet og dedikeret samtidig med at kollektivet fungerede proaktivt og understøttende for den træning som Peter og jeg forestod.
Det er bestemt ikke en selvfølge, at træningsfællesskabet fungerer som beskrevet ovenfor. Jeg har gennem tiden set og oplevet utallige eksempler på, at træningsmiljøets produktivitet på ingen måde stod lig med spillergruppens potentiale. Der kan være et kæmpe uforløst potentiale. Udnyttes træningsmiljøets ressourcer ikke optimalt, fx hvis individerne i gruppen ikke samarbejder optimalt, kan der derfor meget let risikere at ske et overvejende procestab. Det er derfor afgørende for træningsfællesskabets produktivitet, at procesgevinsten overstiger procestabet. Et træningsmiljø kan således risikere at blive ineffektivt, såfremt produktivitetssummen forringes på grund af et uforholdsmæssigt stort procestab, fx som konsekvens af at en eller flere spillere ikke kan eller ønsker at forpligtige sig helhjertet til træningsfællesskabet. Et frugtbart træningsmiljø må derfor forudsætte, at produktiviteten bliver større ved samarbejdet, end ved den enkeltes arbejde hver for sig – dvs. summen overstiger det samlede potentiale i forhold til, hvis hver spillers potentiale blev lagt sammen.
Danmarks nylige verdensmesterskab ved Thomas Cup er vel, udefra set, et meget aktuelt eksempel på et positivt resultat af ovenstående – et sammenhold og en gruppe, der er stærkere end summen af de enkelte spillere. Danmark har tidligere haft større stjerner og (på papiret) et stærkere hold end de ti spillere, der blev sendt af sted til Kina. Men i år kulminerede det hele – tilfældigt? Måske. Men påfaldende er det, at kulminationen sker på et tidspunkt, hvor man vel sjældent har set en så høj grad af forpligtigelse til fællesskabet, hvor ingen umiddelbart har fremstået og fremhævet sig selv over gruppen.
Det sker næsten dagligt, at opgaver løftes, som ikke kunne være fuldført på egen hånd. Men den ultimative følelse af, at det hele “spiller”, er et privilegium, som jeg kun enkelte gange har været forundt. Følelsen har været der kortvarigt og jeg har nydt den til fulde. Den er blevet arkiveret i mine minder og hives frem som motivation og indre argumentation, når den grå hverdag og udfordringerne melder sig. Disse oplevelser og jagten herpå motiverer mig dagligt til; at være skarp, at udvikle mig og til at give af mig selv. Jeg er ikke narkoman, jeg lever ikke kun for det sjældne rus, men jeg påskønner, værdsætter og føler mig ekstremt privilegeret, når følelsen opstår, når alt går op i en højere enhed og når helheden bliver større end summen af enkeltdelene.
Website: www.top-performance.dk
Alle Emil Staacks blogindlæg på BadmintonBladet:
Burde leses og etterleves av oss alle sammen.