Morten Frost måtte forlade malaysisk galehus

Loading

Den danske badmintonlegende, Morten Frost havde kontrakt som teknisk direktør i det malaysiske badmintonforbund på seks år frem til 2021. Efter blot to år forlader han det badmintongale land.

Der var lagt op til drama tidligere på dagen, da det kom frem, at Morten Frosts fremtid skulle diskuteres på et komitémøde. Frost har været under pres et stykke tid på grund af svingende resultater, og malaysiske medier har beskrevet, at der har været disciplinære problemer på et af talentcentrene.

Læg dertil kontroverser med megastjernen Lee Chong Wei. Da Lee før All England i år pådrog sig en skade, gav han Frost skylden og udtalte, at den danske legende måske var årsag til hans karrierestop.

Et noget hult udsagn, da Lee Chong Wei overvandt sin skade og kort tid senere stod med All England-trofæet i hænderne.

I Malaysia er der et kolossalt forventningspres på spillere, og badmintonforbundets egne folk gør meget for at bidrage til det pres. For eksempel går forbundets præsident Seri Norza Zakaria jævnligt ud og fortæller, hvilke spillere han forventer, der vinder den ene eller den anden turnering. Hvis det ikke sker, udtaler han offentligt sin skuffelse over både spillere og stab.

Det ville svare til, at Badminton Danmarks formand, René Toft jævnligt luftede sin utilfredshed over navngivne spilleres dårlige præstationer. Det ville med sikkerhed, og med rette, give ramaskrig i det danske badmintonlandsholdsmiljø i Brøndby.

Netop Lee Chong Wei har haft vanskeligt ved at klare presset, og han har blandt andet tabt tre OL-finaler på stribe. Hans forbund har ikke gjort meget for at lette det pres, som har hvilet på den klejne badmintonstjernes skuldre.

Morten Frost har angivet personlige årsager som grund til opsigelsen af kontrakten, skriver Free Malaysia, og præsident Norza har accepteret opsigelsen. I samme åndedrag takker Norza for Morten Frosts indsats.

Selvom det ikke er lykkedes Frost at finde en afløser for Lee Chong Wei, fik Malaysia historiske tre sølvmedaljer ved OL i Rio sidste sommer.

Læs også

Morten Frost tester badmintonbolde med syntetiske fjer sammen med verdensmestre

Alle badmintonspillere har på et tidspunkt prøvet at spille med plasticbolde, og det er forfærdeligt. …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.