I Odense Idrætshal tog OBK tirsdag aften imod gæsterne fra Højbjerg i Badmintonligaens åbningsrunde. Det blev et lige opgør med flere tresættere.
Det kom næppe som den store overraskelse, at Højbjerg lagde stærkt fra land med at vinde begge kampe i den første runde. Mixeddoublen med den hjemvendte stjerne Anders Skaarup Rasmussen og U-VM deltager Alexandra Bøje var trods jævnbyrdighed i første sæt for stor en mundfuld for Emil Hybel og Amanda Högström fra Odense.
Også Kasper Dinesen skulle have banket sommerusten af, inden han fik bragt århusianerne på 0-2, med en tresæts-gevinst mod Patrick Bjerregaard.
Anden runde bød på seværdig og spændende badminton. Højbjergs debutant Iben Bergstein lagde hårdt ud mod Odense finske damesingle, Airi Mikkela. Det gav sejr i første sæt, men kræfterne rakte ikke til at fuldføre overraskelsen, så OBK fik reduceret til 1-2.
I en anden herresingle gik OBKs Steffen Rasmussen og Højbjergs Ramon Garrido linen ud. Kampen bølgede frem og tilbage, med både godt spil og fin fight. Til slut hev Rasmussen kampen hjem med 23-21 i tredje sæt, og dermed fik odenseanerne udlignet til 2-2.
Efter den flyvende start, så det nu vanskeligt ud for gæsterne. I herredouble havde Odense comeback til doublestjernen Mathias Boe i selskab med Frederik Søgaard, mens OBK havde Celine Juel og Camilla Martens, der i weekenden vandt AB’s Grand Prix-turnering.
Begge kampe blev afgjort i to sæt, og dermed trak hjemmeholdet en 4-2 sejr i land, hvilket vidnede god holdmoral efter en 0-2 åbning på holdkampen. Se alle resultater fra Badmintonligakampen mellem Odense og Højbjerg.
I næste runde torsdag d. 7. september skal Odense til mesterholdet fra Skovshoved, mens Højbjerg har lokalopgør hjemme mod Aarhus AB.