I Basel i Schweitz bliver der spillet Grand Prix Gold, hvor præmisummen er USD 120.000. Onsdag har flere danskere allerede været i spil, og det er gået overvejende godt. Et Badmintonliga match up i damesingle venter i 2. runde.
Mia Blichfeldt vandt sin åbningskamp mod engelske Fontaine Mica Chapman i to sæt. Det var andet år i streg, at Mia Blichfeldt sendte Chapman ud i første runde i Schweitz.
– Jeg er tilfreds med mit spil idag. Hurtige ben og klart hoved. Ser frem til at spille igen imorgen, skriver Mia Blichfeldt på Facebook.
Imorgen møder hun Badmintonliga-rivalen Beiwei Zhang fra USA og VEB. De to har krydset klinger een gang før i international sammenhæng – den kamp vandt amerikaneren.
I mixeddouble har Søren Gravholt/Maiken Fruergaard og Mathias Christiansen/Sara Thygesen spillet sig videre til 2. runde. Rasmus Gemke fik en øretæve af Biao Qin fra Kina.
Se alle resultater fra Swiss Open 2017.