Hvidovre Badminton Clubs 21-årige damesingletalent Iben Bergstein skifter i den kommende sæson til Højbjerg Badminton Klub. Iben flytter til Aarhus til sommer for at blive en del af træningsmiljøet i både Højbjerg og elitecentret i Aarhus.
”Jeg skifter til Højbjerg, fordi jeg kan lide klubben og har et godt indtryk af klubbens sociale miljø,” fortæller Iben Bergstein, der regner med at kombinere badmintonkarrieren med at arbejde.
”Jeg kender Michael Kjeldsen fra hans akademi i København, og jeg satser på, at jeg kan udvikle mig i Højbjerg og elitebadmintonmiljøet i Aarhus. Jeg har spillet 13 år i Hvidovre Badminton Club, så det bliver spændende at prøve noget nyt,” siger Iben Bergstein, der i denne sæson har vundet damesingle-rækken i de tre mesterrækketurneringer, hun har stillet op i.
I Højbjerg gælder det selvsagt pladsen som damesingle på ligaholdet, og sideløbende regner Iben Bergstein med at deltage i nationale og internationale turneringer.
Højbjergs sportschef Michael Kjeldsen lægger ikke skjul på sin glæde over, at Iben Bergstein kommer til Højbjerg og elitemiljøet i Aarhus.
”Jeg har tidligere haft et godt samarbejde med Iben, og jeg håber, at hun ikke blot bliver en gevinst for Højbjerg Badminton Klub, men også frontfigur i udviklingen af damesinglespillet i Aarhus,” fortæller Michael Kjeldsen.
”Ibens ambitioner og værdier passer ind i det gode træningsmiljø, vi har og som vi hele tiden videreudvikler,” forklarer Michael Kjeldsen, ”vi er i gang med et projekt, hvor vi bygger tingene op, og det bliver Iben en vigtig del af.”
Held og lykke vi vil savne dig i hbc