Ung dansk træner: ”Jeg vil være træner på internationalt topniveau”

Loading

For lidt over en uge siden blev Jeppe Ludvigsen ansat i Greve Badminton som træner for blandt andet deres ungseniortrup, og den 28-årige tidligere ambitiøse badmintonspiller har nu vendt sit fokus mod trænergerningen. BadmintonBladet har mødt Jeppe til en snak om fremtiden.

Jeppe Ludvigsen valgte efter en del sæsoner i Badmintonligaen at stoppe som aktiv spiller. I den forbindelse faldt valget af næste skridt på trænergerningen.

– Jeg har været træner alle sæsoner siden jeg var 15, de seneste år har været med stigende intensivitet, og det har hele tiden været planen, at jeg ville være træner ”når jeg blev stor”, siger Jeppe Ludvigsen med et grin og fortæller videre:


– Jeg har nok altid synes, det er sjovt at lære fra mig, og jeg kan gode lide, det ansvar som følger med at andre læner sig op af min viden og stoler på mig. Den og gensidige tillid og respekt, der er mellem spiller og træner, synes jeg er rigtig givende. Jeg kan godt lide den situation, hvor spilleren virkelig stoler på, at jeg bare vil det bedste for ham eller hende, og hvor vi begge kan se, at træningen gør en markant forskel. 
Ja, det er nok derfor, jeg har valgt, at jeg vil være træner.

Efter en sæson med blandt andet træning i Roskilde, venter nu Badmintonligaklubben Greve. På svaret om hvorfor det så lige blev Greve er Jeppe Ludvigsen, ser han det nok mere som et valg Greve har truffet.

– I virkeligheden tror jeg, at du skal spørge Greve hvorfor det blev mig? Uden at vide noget om processen, så forestiller jeg mig, at Greve med det set up, de spillere, den retning og den stærke organisation de har, har kunnet vælge mellem mange trænernavne. 
Jeg er kisteglad for, at de valgte mig, og jeg glæder mig ustyrligt meget til at komme i gang.

Internationalt topniveau i sigte
På den lange bane er Jeppe Ludvigsen ikke i tvivl om hvad målet er: Han vil være træner på internationalt topniveau.

– Mit mål er at blive en træner på internationalt topniveau. Det tør jeg godt sige højt, for jeg træner hårdt på at forbedre mig. Og jeg synes ikke, det er nogen skam at have store mål, hvis man følger dem op med handling derefter. 



For den kommende Greve-træner ser mange ligheder mellem at være træner og spiller, og den måde at arbejde med spillet på banen kan føres over til, hvordan man også skal forbedre sig som træner.



- For mig er mange af de samme mekanismer i spil. Det handler om en konstant søgen efter udvikling, refleksion over egen præstation og du skal kigge indad og vurdere, hvor de svage punkter er og så skal du finde dine spidskompetencer og udbygge dem. Nå ja, og så det vigtigste – mere effektiv træning end alle andre.

Der bliver derfor brugt rigtig meget tid på evaluering og efterfølgende forbedring af hvordan man så gør næste gang man står i hallen.

– Jeg synes at det vigtigste for en træner er, at evaluere de ting han eller hun gør, og så optimere sin praksis derefter. Jeg er så heldig, at jeg kan spare med min kæreste Tinna (Helgadottir, red.). Tinna er vel en af de bedst uddannede trænere i Danmark, og jeg kan godt afsløre, at der bliver snakket rigtig meget badminton hjemme hos os, og vi er ikke bange for at give, og modtage ufiltreret kritik. Jeg synes det er enormt udviklende for mig, ja og forhåbentlig også for hende.

– Vi snakker ofte om specifikke spillere, diskuterer hvilken type de er, vurderer om spilleren blev bedre efter en periode med en specifik form for træning. Det kunne være en singlespiller, som har lavet en kombination af bevægelsestræning og kamptræning op mod en formtop. Så ser vi på det niveau spilleren ramte, og derfra går vi baglæns, var det den rigtige type træning, var fordelingen rigtig, var intensiteten tilpas, var spillerens mentalitet god og så videre.

Personlig refleksion er en stor styrke
Generelt er udvikling noget af det vigtigste for Ludvigsen, og “fritiden” bliver ofte brugt på at se internationale turneringer, hvor taktik og teknik nærstuderes.

Som Ludvigsen ser det har han som træner en rigtig stor styrke i at ønske at forbedre sig, også selvom det betyder, at man nogle gange skal erkende nogle lidt ubehagelige ting.

– Jeg tror virkelig på, at min allerstørste styrke er, at jeg er rigtig god til at reflektere, og jeg tør erkende de ting, der gør ondt i maven, og så er jeg stædig nok til bare at ville forbedre mig. Det tror jeg gør mig bedre, og frem for alt, gør spillernes træning bedre. På banen er en af mine klare styrker nok min viden indenfor fysisk træning og sammenspillet mellem vægtrummet og de bevægelser, vi laver på badmintonbanen.

I den anden ende er der naturligvis også nogle ting som han mener, der kan forbedres.

– Der er jo altid det, at jo mere man ved, jo mere ved man også, hvad man ikke ved. Så jeg kan jo sige 100 ting omkring taktik, teknik osv., som jeg godt kunne tænke mig at blive bedre til. Men for eksempel en ting jeg skal arbejde med, er den her diversitet i min interageren med spillere.

– Jeg er i min badmintonfortid præget af, at der er én sandhed, og den tilgang skal jeg i højere og højere grad lægge i baggrunden, når jeg skal til at træne ungsenior- og seniorspillere på højt niveau. Jeg skal stadig have holdninger, og sætte min viden i spil, men spillerne kan på det niveau også komme med en masse, som kan inkorporeres i det samlede billede. Jeg synes faktisk ikke, det er en decideret svaghed, men det er et udviklingspunkt, som jeg er opmærksom på.

For den næste periode er planen klar for Jeppe Ludvigsen, hvor benhårdt arbejde er midlet til at nå målet om at være en dygtig træner.

– Hvis jeg skal koge det ned, så gør jeg, alt hvad jeg kan, for at blive ’next to no one’ rent fagligt, og derudover arbejder jeg på, at blive en dygtig kommunikator, som kan arbejde med forskellige personligheder på og udenfor banen. 
Det er den proces, jeg har fokus på, og jeg tror på, at jeg med en fokuseret, intensiv indsats over de næste 5-10 år kan udvikle mig skridt for skridt i den retning.

4 Kommentarer

  1. Dylan Soedjasa Maika Phillips Justine Villegas this is that guy right?

  2. He coached us once… when we went to that random club just before we left

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.