DGI Østjylland Badminton har op til den nye sæson lanceret et projekt, der skal give flere piger og kvinder mod på at tage trænergerningen op i de østjyske badmintonhaller. Miljøet er nemlig af forskellige årsager primært domineret af drenge og mænd, men kvinderne har meget at byde ind med.
“Der er på en eller anden måde kommet noget tradition for det. Pigerne møder ikke ret mange kvindelige trænere i hallerne, så der er ikke så mange rollemodeller at spejle sig i. Herudover er drengene nok også lidt mere frembrusende med at spille sig selv på banen, når der mangler trænere i klubberne.”
“De øjner jo hurtigt muligheden for at tjene en lille skilling på trænergerningen, og så er de hurtigere ude af startblokken i forhold til pigerne, som måske er lidt mere forsigtige”, udtaler Inge-Birthe Gavnholt, badmintonkonsulent hos DGI Østjylland, på spørgsmålet om, hvorfor der er markant færre kvindelige instruktører i badmintonverdenen.
I DGI Østjylland Badminton forsøger man nu at gøre noget ved denne uheldige tendens ved at lancere et nyt projekt under navnet ‘Q23’. Formålet med projektet er at samle en gruppe unge kvindelige badmintonspillere, som gennem uddannelse i projektet rustes til at varetage trænerrollen i deres lokale klub, og dermed kan fungere som rollemodel for andre.
“Projektet vil fokusere på at udvikle træner- og lederkompetencer hos deltagerne i løbet af foråret 2015. Målet er naturligvis at få deltagerne ud som trænere i deres lokale klub i løbet af projektperioden, men vi har også fokus på at give dem nogle ledelsesmæssige værktøjer, de kan bruge i deres privatliv. Eller måske som foreningsledere senere hen”, udtaler Ida Thoft Jensen, projektleder på Q23.
Kønnene byder ind med noget forskelligt
Selvom forløbet startede i slutningen af august, er det stadig muligt at hoppe med i projektet, hvis man er interesseret. Det er en fordel, hvis man allerede er træner i en klub, men det er bestemt ikke en nødvendighed for at være med. Målsætningen er jo netop at få flere piger og kvinder ud på halgulvet i trænerrollen.
“Det siger næsten sig selv, at man står bedre rustet, hvis man har et trænerteam bestående af både mænd og kvinder, da kønnene kan byde ind med noget forskelligt. Nogle børnespillere har brug for, at der bliver draget mere omsorg for dem, og her er kvinderne måske hurtigere til at opfange signalerne. Der kan også være noget kønsrelateret i det, at man som lille pigespiller har lettere ved at snakke og identificere sig med en kvindelig instruktør”, påpeger Inge-Birthe Gavnholt.
Hun tilføjer samtidig, at man i DGI Østjylland Badminton så vidt muligt forsøger at have kvindelige trænere i tankerne, når der kommer henvendelser fra de lokale klubber, hvis de mangler trænere. Også selvom der ikke på nuværende tidspunkt er så mange at vælge i mellem.
“Jeg vil anslå, at fordelingen i forhold til køn af trænere i det østjyske på nuværende tidspunkt hedder 70/30 i mændenes favør. Kigger vi på bestyrelsessammensætningerne rundt omkring i de forskellige udvalg i klubberne, ser det endnu værre ud, men det håber vi, at et initiativ som Q23 kan være med til ændre. Badminton er jo også en af de få idrætter, hvor mænd og kvinder spiller sammen på banen. Det kunne være fedt, hvis vi også kunne få det til at skinne igennem udenfor banen”, fortæller Inge-Birthe Gavnholt.
Kilde: Kian Mejdal, DGI Østjylland – Badminton